Den danske arkitekturfotograf Kirstine Mengel er blevet udvalgt til at udstille på ’Time Space Existence Venice 2021’ som led i Arkitekturbiennalen. Bag udstillingen til står European Cultural Centre. Udstillingen, der er kurateret af Berenice Freytag og Elena Volpato, finder sted i Palazzo Mora og Palazzo Bembo i Venedig i perioden 22. maj til 21. november 2021.
Kirstine Mengel har modtaget en række internationale priser for sit arbejde som arkitekturfotograf, blandt andet, i 2018, ‘Prix de la Photographie Paris’ og ‘International Photographer Award 2nd Prize in Architecture’. Særligt hendes billedserie af nordisk trappearkitektur har vagt prisuddelernes, og European Cultural Centres, interesse.
Kirstine Mengel udstiller tre store billeder af trapper fra henholdsvis UN Byen af 3XN og ARoS Aarhus Art Museum, der er tegnet af Schmidt Hammer Lassen samt trappen i det nye Experimentarium som CEBRA Architecture står bag. Kirstine Mengels bidrag til udstillingen er støttet af Dreyers Fond.
Om fascinationen af trapper forklarer Kirstine Mengel:
-Så længe jeg kan huske, har jeg elsket trapper. De fascinerer mig. For hvad leder de op til? Hvor fører de hen? Hvem har skabt dem, sådan som de er, og hvorfor. Som fotograf reflekterer jeg også over, hvordan trappen bidrager til at konstruere en komposition i billedet. Trappen skaber en bevægelse i billedet som en vej, hvor øjet kan vandre. Jeg er fanget af det grafiske aspekt af trappen; formene og materialevalget,”
Mengel arbejder med at skabe rum og indfange linjerne i arkitektur. Stilen er præget af visuel ro og lys og minimalisme. Mengel har mere end 20 års erfaring som professionel fotograf og har været fascineret af arkitektur siden barndommen. Med udgangspunkt i sit fotostudie i Odense rejser Mengel landet rundt for at fotografere arkitektur og landskab for en lang række af landets arkitektvirksomheder.
”Når jeg indleder et samarbejde med tegnestuerne, bruger jeg tid på at lytte til deres visioner bag projektet. Hele processen bag deres design er interessant og hjælper mig med at identificere, hvad jeg skal se efter, når jeg fotograferer arkitektur,” siger Kirstine Mengel og fortsætter
”For mig er det en pointe, at jeg ikke er arkitekt: Jeg uddannet fotograf. Det giver et andet nysgerrigt blik på arkitekturen. Et, på bedste måde, nysgerrigt blik udefra. Den nysgerrighed er også baggrunden for, at jeg har oparbejdet en god fornemmelse for de forskellige virksomheders DNA” siger Kirstine Mengel.
Senest har Kirstine Mengel modtaget ‘Prix de la Photographie Paris 2020’ for hendes billeder af Great Northern tegnet af E+N Arkitekter.
Kirstine Mengel har tillige i en årrække været tilknyttet magasinet Byggeplads.dk med fotografering af danske byggeprojekter.
Foto:Helix trappen af CEBRA Architecture.