På trods af stilstand i mange brancher som følge af coronakrisen kører maskinerne i den danske byggebranche stadig for fuld tryk og med højere aktivitet end i vores nabolande. Det viser tal fra det aalborgbaserede selskab Trackunit, der netop har lanceret en åben platform, som løbende vil give et øjebliksbillede af byggeriets tilstand under coronakrisen baseret på maskinaktiviteten i byggeriet.
Fyringer, aflyste ordrer, udskudte sager og manglende materialer præger byggebranchen. Efter seks års uafbrudt opsving har coronakrisen også ramt byggebranchen. Selvom krisetegnene er mange, fortæller spritnye tal fra tech-virksomheden Trackunit en helt anden historie. Data fra 15.000 digitaliserede maskiner i Danmark fastslår, at maskinaktiviteten i byggebranchen ikke er synderligt påvirket af krisen. Konkret viser tallene, at der i den danske byggebranche er 1,2 pct. mindre nedetid – som det hedder, når maskiner og processer går i stå – i 2020 sammenlignet med samme tidspunkt sidste år.
-Vores data fra mere end 15.000 maskiner i Danmark og 150.000 på globalt plan viser, at Danmark har en stabil udvikling i maskinaktiviteten sammenlignet med resten af verden. Danmark har en 25 pct. mere stabil udvikling i maskinaktiviteten i 2020 sammenlignet med 2019, og er det land i Norden med mindst nedetid. Den stigende byggeaktivitet kan formentlig forklares ved, at kommunerne har fremrykket offentlige investeringer i infrastruktur og bygninger,” siger Jørgen Raguse, adm. direktør i Trackunit.
Vil hjælpe byggeriet
Trackunit tilbyder hardware og software, der kan kobles på byggeriets maskiner og kan registrere blandt andet drift, nedetid og hvor maskinen rent fysisk befinder sig på byggepladsen. Teknologien har ført store effektiviseringer med sig og giver samtidigt et ret unikt øjebliksbillede af byggebranchen.
-I Trackunit kan vi ikke producere visirer eller respiratorer i kampen mod corona, men vi kan bruge vores teknologi til at hjælpe byggebranchen. Derfor har vi i samarbejde med danske Trifork lanceret denne platform, som er åben for alle og giver et øjebliksbillede af, hvordan det står til med aktiviteten i byggeriet på tværs af 22 lande. Den indsigt og viden kan hjælpe virksomheder i bygge- og anlægsbranchen med at afkode og forstå, hvordan markedet har responderet på coronakrisen og deraf justere og fintune deres forretning,siger Jørgen Raguse.
Fakta: Sådan ser maskinaktiviteten ud i Nordeuropa