Torben Kristiansen bliver Rambølls nye direktør for Miljø og Sundhed i Danmark og en del af den globale ledergruppe inden for Miljø og Sundhed.
Torben Kristiansen har 20 års erfaring inden for miljø, affald og ressourcestyring og kommer fra en stilling som Vice President for Waste & Contaminated Sites hos Cowi og starter hos Rambøll den 1. december.
Rambøll Miljø og Sundhed er blandt de største miljørådgivere i verden og arbejder med at finde bæredygtige løsninger på de mange aktuelle miljøudfordringer.
”Vi står i en situation, hvor klima, ressourcer og den cirkulære økonomi er vigtigere end nogensinde før. Jeg ser frem til at være med til at styrke Rambølls position i markedet og til at arbejde i en stor, global virksomhed med tæt samarbejde mellem landene og kolleger med forskellige fagligheder,” siger Torben Kristiansen og fortsætter: ”Danske virksomheder og kommuner er alle optaget af FNs verdensmål og klimakampen. Det er fantastisk, at få lov til at lede en stor dedikeret gruppe af eksperter, der kan gøre en stor forskel for samfundet. Personligt, er jeg også drevet af ønsket om at gøre en positiv forskel for mennesker, kolleger og verden og for at skabe en sund forretning.”
Administrerende direktør i Rambøll Danmark, Ib Enevoldsen, siger:
Vi er meget glade for, at Torben Kristiansen har sagt ja til at blive en del af ledelsen i Rambøll Danmark. Det er en vigtig rolle, han træder ind i på et område, som er en af nøglerne i den grønne omstilling. Torben Kristiansen har stor international erfaring og har tidligere vist, at han formår at følge nye muligheder i markedet nationalt som globalt.”
Administrerende direktør for den globale Miljø og Sundheds-forretning i Rambøll, Jesper Dalsgaard siger:
“Vi er stolte over at byde Torben Kristiansen velkommen. Torben har bred international erfaring og er samtidig en rigtig god leder og meningsdanner inden for sit felt. Han overtager stillingen fra Jakob Kirkeskov, som har ønsket at blive leder af afdelingen Industrial Environment and Sustainability i Danmark,” siger Jesper Dalsgaard.
Torben Kristiansen har tidligere arbejdet hos Rambøll fra 1991 til 2007 som Project Manager og Chief Consultant inden for affaldsprojekter. Han har en bred erfaring som leder og har stået i spidsen for store projekter i Danmark og i blandt andet Sydafrika, Egypten, Rusland, Malaysia, Indien og Indonesien. Torben er desuden medlem af advisory boardet for Waste and Resources i Dansk Industri og medlem af Innovationsfondens Erhvervsforskerudvalg.