Cembrit fokuserer på skræddersyede løsninger

Cembrit rykker tættere på projektkunderne for i fællesskab at løse markedets akutte behov for effektivisering og optimering

Historisk travlhed, materialeknaphed og mangel på hænder. Udfordringer for landets byggebranche er til at få øje på. Det mærker man også hos byggematerialeproducenten Cembrit, der derfor er rykket tættere på projektkunderne for i fællesskab at løse markedets akutte behov for effektivisering og optimering.
Der hersker næppe nogen tvivl om, at den danske byggebranche har været under massivt pres gennem længere tid. Det har givet sved på panden hos landets byggevirksomheder, der kæmper en hård kamp for at holde hovedet oven vande i et marked præget af travlhed, knaphed på materialer og manglende arbejdskraft.

For Cembrit er den aktuelle markedssituation heller ikke gået ubemærket hen. Derfor har man hejst alle sejl for at hjælpe kunder gennem travlheden – blandt andet har man over flere måneder oprustet på de interne linjer for at skabe merværdi for kunder i særligt større projekter, hvor tid og ressourcer er afgørende:

- I en tid hvor branchens aktører presses fra flere sider, er der en enorm efterspørgsel på at effektivisere byggeprocessen ude i markedet. Her oplever vi, at blandt andet skræddersyede løsninger og stor faglig know-how er med til at sikre større effektivitet og færre fejl i komplekse projekter, fortæller salgschef for projekter hos Cembrit, Brian Bjellum.

Skræddersyede løsninger skaber merværdi i et travlt marked

Cembrit er ofte leverandør til store projekter, hvor materialevolumen er høj. Blandt andet har man leveret hele 10.000 kvadratmeter facadeplader til opførelsen af Helsingør Sundhedshus. Her har man haft et tæt samarbejde med totalentreprenør Elindco om alt fra pladeinddeling og mønster til selve leverancen – og det har været med til at spare både tid og ressourcer:

- Det er ingen hemmelighed, at det hele boomer i branchen, hvilket afspejler sig i efterspørgslen på arbejdskraft. I den forbindelse har det været super positivt at have Cembrit med fra projekteringsstart, så vi kunne sikre en optimal anvendelse af pladerne. Det har nemlig betydet, at vi har sparet tid og ressourcer, ligesom vores materialespild er blevet reduceret, fordi samtlige plader er leveret efter prædefineret mål og klar til montering, siger projektleder hos Elindco, Daniel Bitsch Jørgensen.

Hos Cembrit oplever man også, at det tætte kundesamarbejde – fra start til slut – er med til at udvikle de mest værdiskabende løsninger i et travlt marked:

- Vi oplever, at skræddersyede løsninger er med til at nedsætte både tids- og ressourceforbrug på byggepladsen, og det er særdeles værdiskabende i et aktuelt marked, hvor travlhed ofte er en begrænsende faktor. For vores eget vedkommende giver vi derfor arkitekter, bygherrer og entreprenører mulighed for at designe deres facadeløsning, så alt fra farven på facadepladen til størrelse og udformning tilpasses. Desuden kan vi med Cembrit Express tilbyde en leveringstid på helt ned til tre uger på både skræddersyede løsninger, hele plader og tilbehør. Det letter på alle måder byggeprocessen, fordi alle faktorer er indtænkt i projektet på forhånd, lyder det fra Brian Bjellum.

Tidlig involvering er afgørende i komplekse projekter 

Det er dog ikke kun på de produktrelaterede områder, at Cembrit ønsker at bidrage med værdi hos kunderne. Rådgivning spiller også en stor rolle – særligt i de større projekter, hvor tidlig involvering i processen er med til at sikre den mest optimale anvendelse af de pågældende produkter:

- For os er det afgørende at være i tæt dialog med vores kunder, og ved at være til stede på byggepladsen allerede inden projektstart, kan vi assistere med sparring om anvendelse og montering af vores produkter. Selvom vores kunder ofte har indgående kendskab til vores produkter, så oplever vi tit i komplekse projekter, at vores konsulenter kan være med til at minimere fejl og mangler, og på den måde blandt andet undgå forsinkelser, forklarer Brian Bjellum.

Skabt på et grønt fundament

Foruden at effektivisere byggeprocessen og sikre bedre projekter, så har Cembrit også sat den grønne agenda i højsædet. Ved at skræddersy facadepladerne til hver enkelt projekt, spares der nemlig både ressourcer under transporten og i produktionen:

- Med vores set-up tager vi nu flere klimahensyn i vores forsyningskæde. Blandt andet nedsætter vi mængden af transport, fordi det kun er pladerne i de nøjagtige mål, der transporteres. Derudover reducerer vi også mængden af byggeaffald, i og med at pladerne kommer i det rigtige mål direkte fra fabrikken, hvor overskydende materiale desuden genanvendes i bedst mulige omfang. Så der er helt klart også en grøn ambition forbundet med konceptet, siger Brian Bjellum slutteligt.