Danmark er et foregangsland for vindenergi, og udviklingen i industrien går stærkt. Det mærker man også hos den danske totalentreprenør Gråkjær, der lige nu opfører flere projekter i danske havne. Potentialet er stort, vurderer investeringschef Mogens Nitschke.
”Vindmøllernes komponenter bliver flere og større, og det giver logistiske udfordringer, når de skal transporteres på landevejene. Derfor er de danske havne blevet et vigtigt knudepunkt for vindindustriens producenter og underleverandører. Helt konkret oplever vi en stigende efterspørgsel fra virksomheder, der ønsker at etablere i og omkring danske udskibningshavne. Vi ser et stort potentiale og er klar til at investere i udviklingen”, siger investeringschef hos Gråkjær Mogens Nitschke og fortæller samtidig, at man trods interessen mærker en vis tilbageholdenhed hos nogle byggekunder.
”Flere forholder sig afventende på grund af den usikkerhed, der har præget byggebranchen gennem længere tid. Som investor kan vi fjerne usikkerheden ved at tilbyde en løsning, hvor virksomheden kan leje fremfor at eje. Det sikrer fleksibilitet og et økonomisk råderum, da risikoen ligger hos os og ikke hos virksomheden,” forklarer han.
Senest har Gråkjær indgået en 20-årig lejeaftale med Comtec Carl Backs, der er leverandør af arbejdstøj og sikkerhedsudstyr. Virksomheden forventer at flytte ind i det nybyggede domicil på Esbjerg Havn ved årsskiftet 2023-2024.
”Selvom vi lejer, får vi mange af de fordele, vi ville have haft som ejer. Vi får en bygning, der bliver bygget efter vores ønsker, men vi slipper for finansieringen samt de usikkerheder, der ellers typisk er forbundet med et byggeri”, fortæller CEO og partner i Comtec Carl Backs Morten Espersen. Det 4.600 kvm store domicil kommer til at rumme både administration, butik og lager.
”Vi har flere spændende havneprojekter i støbeskeen og er i en god dialog med flere industrihavne i det danske om mulighederne for at kunne understøtte særligt vindindustriens leverandører”, siger Mogens Nitschke.
Udover flere projekter på Esbjerg Havn har Gråkjær bygget lagerhaller for shipping- og logistikvirksomheden SDK Shipping på Aarhus Havn, samt en xxl-produktionshal for Bladt Industries på Odense Havn. Derudover bygges der i øjeblikket for Munck Havne og Anlæg i Ydre Nordhavn i København en ny værkstedsbygning.