Affaldsfirma generobrede Tyskland

Coronaen smadrede det tyske marked for affaldskoncernen Junkbusters, men et stædig sats på at holde ud gav gevinst

Den danske affaldskoncern Junkbusters var i 2022 meget tæt på at opgive Tyskland som marked, men valgte at give det en allersidste chance. Allerede året efter var resultatet positivt for første gang, og de første fem måneder i 2024 har væksten for Junkbusters i Tyskland nået hele 76%, oplyser virksomheden.

Da den danske affaldsvirksomhed i 2015 etablerede sig på det tyske marked, var det med en god portion optimisme og selvsikkerhed efter en god modtagelse af virksomhedens unikke tilgang til affaldshåndtering i Danmark og Sverige.

-Det gik da også rigtigt godt. Den tyske byggebranche blev vores vigtigste kundegruppe, og det var en branche der boomede. Vi havde flotte vækstrater og nåede at etablere os i otte byer med en salgsstyrke på 17 mand, godt bakket op i 2018 af ny kapital fra investeringsfonden DICO,” fortæller Junkbusters CEO, Steffen Rasmussen, der selv rykkede til Tyskland med sin familie for at starte den tyske afdeling op.

Coronaen smadrede alt

Så ramte corona-krisen. Da pandemien begyndte at hærge i 2020, betød det en opbremsning i den globale økonomi, men især byggeriet i Tyskland blev ramt hårdt, også i forhold til Danmark.

-På koncernniveau får vi et omsætningsfald på 26%, og vi nedskalerer fra 65 til 32 ansatte. Som alle andre ændrer vi fokus fra vækst til krisestyring og optimering. I Tyskland fortsætter den kraftige nedgang, og i slutningen af 2022 overvejer vi helt at trække os ud af Tyskland, siger Steffen Rasmussen. 

Beslutningen udskydes dog, fordi man er i dialog med en række kunder inden for den grønne energisektor, som man vil give en sidste chance. Det lykkes med en landsdækkende aftale med den markedsførende solcelle-virksomhed Enpal, og det bliver startskuddet til en ny række af succeser i det tyske.

-Det viste sig at være den rigtige satsning at holde ud. Allerede et år senere i 2023 leverer vi vores første overskud i Tyskland, og det første positive koncernregnskab siden vi etablerede os på det tyske marked. Og den udvikling er fortsat ind i det nuværende regnskabsår, lyder det fra Steffen Rasmussen.

Ny software optimerer driften

Omsætningsvæksten på 23% i 2023 er primært drevet af Tyskland, men også den danske indtjening øges drastisk, især på grund af optimering og ny kundetilgang. Ifølge Steffen Rasmussen skyldes det især version 2.0 af virksomhedens egenudviklede styringssoftware, der blev lanceret i 2021, som er udviklet over de sidste 10 år.

-Systemet er rygraden i selskabet. Det et helt unikt system, som styrer alt fra ordremodtagelse og logistik til rapportering og slutfakturering. Det optimerer en lang række processer i virksomheden, både internt men også i forhold til funktionalitet ud mod kunderne,” forklarer han.

Miljørapportering giver pote

Systemet giver blandt andet mulighed for en løbende miljørapportering, hvor virksomhedens kunder både kan følge hvor meget affald der er hentet fra hver enkel adresse, men også hvor meget der går til genanvendelse, nyttiggøres til energi og deponi. Derudover måler systemet CO2-aftryk på både kørsel og behandling af affald.

-De sidste mange års udvikling af dette system har virkelig givet pote. Det gør at vi står stærkere end nogensinde og vinder aftaler med større kunder på alle vores markeder. Vi er efter nogle hårde år kommet styrket igennem krisen og ser nu igen frem mod stor vækst og resultatfremgang, konkluderer Junkbusters CEO.