Fremover skal University College Nordjylland Teknologi og act2learn Teknologis bygningsfællesskab være samlet i ét hus. I forlængelse af en omfattende konkurrenceproces havde UCN valgt Kærsgaard & Andersen A/S, arkitekter og ingeniører som totalrådgiver for det nu færdige undervisningsbyggeri på 3200 kvm nybyggeri og 500 kvm renovering.
UCN Teknologi og act2learn Teknologis bygningsfællesskab er nu samlet under samme tag på Sofiendalsvej. Ønsket var at danne et fagligt fællesskab med alle teknologiske uddannelser placeret i samme hus, hvor de studerende møder hinanden på tværs af årgange og uddannelser. Der var således behov for en tilbygning på 3.200 m2, og Kærsgaard & Andersen blev i forlængelse af en omfattende konkurrenceproces med 11 konkurrenter udvalgt som totalrådgiver for byggeriet.
Stor erfaring med undervisningsbyggeri
”Det nye fremadrettede bygningsfællesskab skal være grundlaget for skabelsen af et unikt fagligt og socialt studie- og udviklingsmiljø for såvel studerende som ansatte”, lyder det fra D-K2 bygherrerådgivning A/S i projektbeskrivelsen for byggesagen. Bygningerne er opført med stor respekt for det eksisterende byggeri ved at bruge den samme udformning, så arkitekturen kan markere sammenlægningen og dannelsen af en helhed samt inspirere de studerende og fremme deres kreativitet.
Kærsgaard & Andersen har for kort tid siden gennemført tilsvarende større projekter. Virksomheden har således stor erfaring med både undervisningsbyggeri og de øvrige krav i den nye byggesag som fx bæredygtighed, godt indeklima samt flot og gennemtænkt arkitektur. I denne sag har der desuden været stor fokus på lyd, lys, transparens og visuel kontakt.
Al teknologi under samme tag i et fleksibelt og gennemtænkt hus
Ønsket fra UCN var at de nye bygninger skulle være funktionelle og fleksible, hvor man kan bruge hver eneste kvadratmeter. Der er således skabt plads til både det traditionelle undervisningslokale, det fleksible og innovative læringsrum, som udfordrer de studerende med en anderledes undervisningsform samt det åbne, uformelle ’plug and studie’. Rummene skal i kraft af deres materialitet og udformning bidrage til oplevelsen af at studere i et fremtidsorienteret miljø, som inspirerer.
Der er også mulighed for at trække undervisningen og studiemiljøet udendørs. De landskabelige bearbejdninger er blevet gennemført i samarbejde med ENG arkitekter.
Byggeriet var klar til indflytning i August 2014 blot 10 måneder efter byggestart.
Læs mere om projektet og se flere billeder på www.kaai.dk