”Der er engang én, som har sagt til mig, at et erhvervssamarbejde på mange måder minder om et ægteskab: Uanset gode hensigter og juridiske kontrakter, så er det måske mest af alt viljen til ’at ville det’, der skaber den fælles succes”, udtaler Louise Lerche-Gredal, direktør for Mediationsinstituttet.
Erhvervsvirksomheder, der indgår et samarbejde, har fokus på målet. Alligevel er utallige byggeprojekter kuldsejlet og endt i retten.
Virkeligheden løber fra kravspecifikationerne
Før projektet igangsættes prøver virksomhederne af alle kræfter at udforme en ”kravspecifikation”, som fastslår, hvad det er, der skal leveres og til hvilken kvalitet, tid og pris. Men samtidig ved alle parter, at virkeligheden hele tiden ændrer sig. Undervejs i projektet får man ny indsigt og dermed nye idéer, krav og ønsker på samme måde, som man får et tydeligere billede af de udfordringer, som skal overvindes for at nå i mål. Og virkeligheden ser ofte helt anderledes ud end tankerne og ønskerne bag kravspecifikationen.
Projektet ændres umærkeligt undervejs. Dermed ændres opgaven, tidsplanen og økonomien undervejs. Det store spørgsmål, som opstår, er naturligvis, hvem har ansvaret, og hvem skal betale!
Mediationsklausuler på vej frem
Netop derfor ses en tendens til at indbygge mediationsklausuler i erhvervslivets samarbejdskontrakter. Klausulerne tilkendegiver, at man ønsker løsninger til fælles bedste frem for en konflikt, som afgøres af en dommer.
”Denne holdning medfører, at parterne allerede undervejs i projektet taler sammen og løser uenigheder, evt. med hjælp fra en mediatoradvokat. Dermed undgås det, at der ’samles sammen’ til en konflikt og et samarbejde, som slutter med et ’claim’ til sidt i samarbejdet”, forklarer Louise Lerche-Gredal. Direktøren oplever også en øget efterspørgsel på uddannelse, kurser og træning i samarbejdsformer baseret på mediation. Derfor er Mediationsinstituttet er samarbejde med voldgiftsnævnet for bygge og anlæg igang med at planlægge en stor konference om strategisk konflikthåndtering i bygge og anlægsbranchen.
Konfliktforebyggelse er et konkurrenceparameter
”At tænke i konfliktforebyggelse er faktisk et konkurrenceparameter, som er med til at tegne et billede af en byggevirksomhed, som stræber efter samarbejde fremfor konflikt. Vi har gennem de senere år hjulpet en række byggevirksomheder med at udforme prækvalifikations- og tilbudsmateriale, så det bliver tydeligt, at man tilstræber samarbejde”, fortæller Michael von Bülow, som er ejer af konsulent- og kommunikationshuset, +vonbülow.co. Han har 20 års erfaring fra byggebranchen, bl.a. som ansvarlig for kommunikation og forretningsudvikling i MTHøjgaard.
”Når det gælder ’økonomisk mest fordelagtige’ tilbud kan vi se, at netop viljen til samarbejde og mediation tæller med i pointgivningen på positivsiden”, fremhæver Michael von Bülow.
Download en gratis mediationsklausul her