Your Rainbow Panorama, ARoS
Aros Allé 2
8000
Århus C
Danmark
Skinner solen igennem det farvede glas, forstærkes både farven og transparensen. Derfor bliver regnbuen oplyst indefra, reguleret efter mængden af dagslys. Dette styres af en Skyscanner, en lysmåler med en diameter på 35 cm, som er placeret midt på taget. Skyscanneren sørger for, at lyset i installationen bliver reguleret i forhold til den mængde dagslys, den registrerer – dvs. at i samarbejde med lysstyringen kan man sørge for, at lyset på glassektionerne er afstemt i forhold til dagslyset for bedste synlige effekt. Jo mindre dagslys, jo mere kunstigt lys på glassektionerne kræves der.
Armaturerne, der er Dali styret og som reguleres individuelt, er placeret inderst i cirklens gulv og forstyrrer derfor ikke rummet i rundgangen. Det er Risskov Installatør Forretning A/S, der har stået for placeringen af armaturerne, men også det øvrige el-installatørarbejde ved Your Rainbow Panorama. De har været involveret i forstærkningsarbejdet og etableret el-forsyning til taget.
Byens bedste tagterrasse
Udover attraktionen i at gå en tur i rundgangen, bliver det meste af tagfladen en tagterrasse, hvor Risskov Installatør Forretning A/S også skal opsætte pullertbelysning. Terrassen bliver belagt med 1.600 kvm Yellow Balau FSC-certificeret terrassebrædder leveret af Woodfloor A/S.
Det bliver et fantastisk rum i byen – over byens tage, men under regnbuens svævende cirkel. Your Rainbow Panorama kan ses på lang afstand. Fra bugten, fra parkerne, men mest imponerende er den, når den dukker op i de trafikerede gader omkring ARoS. Værket, der blev tilgængeligt dagen efter indvielsen den 27. maj, vil blive et smukt vartegn for både ARoS og Århus.