Vandhalla
Villavej 25
8300
Odder
Danmark
Svømmehallen og varmtvandsbassinet er to fantastiske rum med dagslys fra flere sider og med en stor, samlende loftsflade. Belysningen er sammenhængende armaturer væk fra bassinerne og er på en gang en funktionel løsning og nærmest dekorativt.
Over det runde varmtvandsbassin hænger en krans af armaturer og understreger bassinformen. Her er ingen lifte men ramper, som personer med handicap selv kan bruge og bunden af bassinet kan hæves og sænkes. Til dette rum er knyttet sauna og dampbad. I det store rum (adskilt med glas) er der også rampeadgang til 25 meter-bassinet.
Vandrutchebanen, som optager den højeste del af bygningen er tilgængelig med en trappe eller elevator. Her kan handicappede alene eller eventuelt med en hjælper prøve den 90 meter lange bane – eller blot nyde havudsigten til Endelave og Samsø fra reposen øverst i rummet. Vandmængden i rutchebanen (og dermed farten) kan reguleres. Bygningens indre logik og bevægelsesdiagram er også udtrykt i bygningens ydre, hvor taget bevæger sig ud i en vifte fra den centrale del, og den høje rutchebane rager op og giver bygningen sit særprægede volumen.
Røde tegl er valgt for at give en direkte sammenhæng til den øvrige højskole, men her er valgt en særlig grov og stoflig sten med tilbagetrukne mørke fuger. Udtrykket er stærkt med den homogene murflade overfor de store vinduespartier. Projektet er tegnet i samarbejde mellem Cubo Arkitekter A/S og Force4 I/S og er et fint eksempel på, at funktion og form kan forbindes til holdbar arkitektur.
Afdelingsleder Jesper Gemmer fra ingeniørfirmaet Hundsbæk & Henriksen A/S fortæller, at projektet har budt på mange udfordringer. Heriblandt tagfladen, som er vredet i 4-5 dimensioner og derfor er mere kompliceret, end man lige forestiller sig.