Grøndalsvængets Skole

Nogle vil sikkert indvende, at skoler uden rødder ikke findes.

Men de rødder, der her tænkes på, er dem, som får os til at stå fast, som er forankrede dybt i mulden, og som er forudsætningen for floraens liv.

De er ingen selvfølge i et moderne byggeri.

Det tjener derfor JJW Arkitekter A/S til ære, at de netop i et nyt projekt til Grøndalsvængets Skole i Københavns kommunes nordvest har gjort sig ekstra umage for at lokalisere, definere og implicere skolens historiske rødder. På dem har man podet den tiltrængte udvidelse af institutionen med indskolingsbygning, boldbane og multihal.

Det hele er ret så vellykket!

Grøndalsvængets skole af arkitekten Victor Nyebølle (Nazaret Kirke, Nordisk Fjer, Kildevældsskolen) er fra en periode i Hovedstadens historie, hvor metropolens vækst for længst var begyndt at underlægge sig oplandets jorder.

I tiåret 1920-1930 blev københavnerne 57.000 flere (617.000 i 1930), og de nye familier skulle have et sted at bo. Områder som Bispebjerg og de nordvestlige distrikter bød sig til med fritliggende grunde; og de danske arkitekter – f.eks. Povl Baumann, Mogens Lassen og Henning Hansen – stod klar med tegnestuernes kapacitet. Nu indgik stokbebyggelsen med dens lavere, ofte bare to-tre etager høje huse, som en moderne afløser for karrebebyggelsen: Den menneskelige skalas overskuelighed blev nu for alvor dansk arkitekturs dna.

Og det er netop stokkens form – kendt siden Nyboder (1631), der har inspireret vor tids JJW-arkitekter til planløsningerne i udvidelsen af Grøndalsvængets Skole: Murede enheder på størrelse med kædeforbundne villaer i to etager udgør en tryg og velkendt ramme om hverdagens skoleskema for de mindste. Den samme form er planløsningen for skolens nye idræts- og musikbygning (multihal). Husene, der spejler hinandens form på grunden, er opført på bærende betonkonstruktioner efter kendte principper, og som i al moderne byggeri er teglbeklædningen en skalmur.

Opsigtsvækkende er det imidlertid, at ekspeditionen til de historiske rødder har opfordret arkitekterne til at anvende genbrugstegl – oprindeligt fra de ældste dele af Rigshospitalet – i stedet for friske nye; de havde sikkert kunnet indkøbes til en lavere pris end disse håndrestaurerede mindesmærker, men ville til gengæld være foruden den eminente byggehistorie, som her fortælles.

Andre kapitler formidles af felter med kunstfærdigt figurmurværk og af bygningernes spidse gavle, der også leder tanken hen på rækkehuse og strandhytter i maritime miljøer. Tilsammen opnås en intim landsbytopografi, der fremstår autentisk og troværdig i dette lavstammede boligkvarter i det nordvestlige København.

Asketræ

I det samlede perspektiv er her begået en lille arkitektonisk perle, som udgør en fin opgradering af hele kvarteret. Den udvortes omhu fortsætter i indretningen, hvor man bider mærke i anvendelsen af etagehøje glaspartier i halbygningen – en hilsen fra vor tids modernisme – og måske især noterer sig den gennemgående anvendelse af træ i sorten ask – til beklædning af vægge og balkoner, ligesom det er asketræ, der udgør langt de fleste gulve – knap 3000 kvm i bygningen til de mindste. Leverandøren af de 3000 kvm højkantsparket er fynske Fionia Parket A/S med direktør Henrik Andersen i spidsen.

– Træ i en skole til små børn i konstant bevægelse i vintersnavsede støvler og sko uden det store hensyn til ædle træsorter. Hvad har I gang i, Henrik Andersen?