KUA3
Njalsgade 74
2300
København S
Danmark
– Hele vores hovedgrid er styret af det gamle modul på 720 × 720 cm og underinddelinger heraf, selv om vi altså har revet en del ned. Vi har så lagt en helt ny struktur nedover med nye hovedforbindelser og nye måder at bevæge sig rundt i byggeriet på. De gamle strukturer, som f.eks. de gamle søjler, er pakket ind, så man ikke kan se, hvad der er gammelt, og hvad der er nyt, forklarer Per Fischer.
KUA3 har en grundform dannet af tre nord-syd-gående hovedlænger i fem etager forbundet af lavere øst-vest-gående tværbygninger i tre etager, som bl.a. rummer byggeriets logistiske hovedakse i form af “Læringsgaden”, der er i tre etager med en hovedindgang i hver ende.
Tilsammen danner de krydsende bygninger fire store rum eller kvadranter, hvor de tre er udvendige og fungerer som gårdhaver, mens det sidste mod nordøst danner husets største indvendige hovedrum, som rummer Det Juridiske Fakultets nye videncenter.
– Læringsgaden bliver den bevægelsesmæssige hovedgade, som organiserer trafikken fra de to hovedindgange mod henholdsvis det kommende nye campustorv og universitetets hovedparkering mod vest. Alle væsentlige faciliteter, herunder de fire auditoriers udformning, er knyttet op på denne gade. Fra læringsgaderne kan man så gå til en af siderne og fange de tværgående strukturer på de forskellige etager. Da vi startede projektet, udformede vi en wayfinding-strategi, der gik ud på, at alle de steder, hvor læringsgaderne krydser en af hovedlængerne, skabes et særligt rum, et farvet minitorv, som går hele vejen op igennem huset. Farven markerer, hvor du er, og at her finder du toiletter og elevatorer, siger Per Fischer.
Konceptuelt er fakulteterne bygget lidt forskelligt op ud fra de enkelte brugerorganisationers ønsker til indretningen med forskellige grader af blanding af undervisnings- og forskningsfunktioner. Fælles er dog et samlende og identitetsskabende hovedrum i form af videncentre, som er knyttet op på bygningens organiserende hovedstruktur, Læringsgaden.
– IVA er placeret i bygningens nordvestlige kvadrant med et hovedrum udformet rundt om den nordvestlige gårdhave, kulminerende i videncentret, der går op gennem flere etager. Der er en relativ høj grad af rumlig åbenhed og synlighed mellem studieområder, undervisningsområder og de områder, som huser undervisere og forskere. Humaniora har indtaget et område omkring den sydvestlige kvadrant, i tre etager, med en generel indretning af kontorer for forskere og undervisere, som supplement til de faciliteter, der er placeret i KUA2, forklarer Per Fischer.
– Teologisk Fakultet bebor, som det mindste fakultet, de to nederste etager i den sydøstlige kvadrant og har som hovedrum et centralt placeret videncenter med integreret kantine, kaldet Markedspladsen. Rummet er orienteret ind mod den sydøstlige gårdhave og Ingvar Cronhammars kunstværk Gabriel. På Teologi har man i endnu højere grad end IVA villet blande de studerende med forskere og undervisere, som et samlet fagligt miljø. Det er afspejlet i den måde, vi har lavet indretningen på med maksimal opblanding af studie-/undervisningsområder og kontor-/forskningsområder. På Jura har man valgt at gå helt modsat, så her er der en meget stor adskillelse mellem de studerende og forskere og undervisere, fortæller Per Fischer.