KUA3
Njalsgade 74
2300
København S
Danmark
– Overalt er lofterne udviklet i flåder. Vi kører med samme loftskoncept som i KUA2, hvor alle installationer og belysningen så vidt muligt ligger i sporene mellem loftselementerne. Det har dog ikke været muligt at indarbejde sprinkling i sporene, men da vi bruger tågesprinkling i stedet for vandsprinkling, har vi færre dyser, og det er også meget mere skånsomt, hvis anlægget bliver aktiveret, forklarer Per Fischer.
Funktionelle elementer som garderober, studiepladser og andet fritstående inventar i bl.a. kantinerne er helt enkle i deres formsprog. Studiebordene i fællesområder og auditorier er forsynet med strømudtag, da alle studerende nu om dage formodes at medbringe bærbar computer, tablet og mobiltelefoner, der skal kunne oplades.
Også facaderne følger på den stil, der blev lagt med KUA2. Ligesom selve bygningsvoluminerne er artikuleret med udkragninger og fremspring, så spiller facaderne også på kontrasten mellem vinduesbånd, større glaspartier og store partier beklædt med italiensk travertin, der giver en god fornemmelse af tyngde og soliditet trods den lyse sandfarve. Et andet karakteristisk element er de perforerede, galvaniserede stålplader, hvor mønstret efterligner bogrygge i en bogreol.
– Vi har haft hele lukningsentreprisen, ligesom på det tidligere projekt, og vi har stået for alt inkl. isolering, glas og vinduer, opsætningen af naturstenspartierne, træterrasserne på taget, de galvaniserede plader, der bruges som facadebeklædning, og de rustfri mesh i gavlene, fortæller salgschef og ingeniør Ole Banner Petersen fra Eiler Thomsen Alufacader A/S.
Firmaet har også stået for hele tagkonstruktionen, inkl. betondæk, isolering og den afsluttende tagpap samt opbygning af taghusene, der skjuler ventilationsanlæggene og øvrig teknik.
HLR Montage A/S har som underentreprenør til Eiler Thomsen Alufacader stået for levering og montering af al solafskærmning til projektet.
– Det er jo et af de største projekter i nyere tid i vores branche, men takket være et godt samarbejde med Eiler Thomsen og omhyggelig planlægning og styring har vi undgået problemer og forsinkelser. Vi har selv stået for en del af projekteringen, og vi har haft otte montører, inkl. lokale elektrikere, på opgaven. Der har været mange forskellige faggrupper og rådgivere involveret, og vi skulle også koordinere med brandstyring og vvs, men det hele har været godt organiseret, fortæller salgs- og projektchef Jimmi Hedegaard Nielsen.
– Vi har leveret og monteret 2.300 udvendige persienner af en helt klassisk og enkel type med 80 mm konvekse alu-lameller. Det er et diskret og funktionelt produkt, der egner sig fint til opgaven med at sikre rummene mod overophedning og generende lys. Persiennerne er velintegrerede i bygningens facader, men de indgår ikke som dekoration – det handler udelukkende om funktion her, siger Jimmi Hedegaard Nielsen.
– Til den indvendige solafskærmning har vi leveret og monteret 1.200 rullegardiner, halvdelen af dem har manuel betjening med en kæde, mens resten har brugerstyret motorbetjening. Vi har også stået for de 100 udvendige screens, der sidder udvendigt i gavlene bag stålnettene. Det er en meget vindstabil løsning, hvor dugen er fastholdt i skinner på begge sider hele vejen op og ned. Og endelig har vi også leveret afskærmningen til ovenlysvinduerne, forklarer Jimmi Hedegaard Nielsen.