Alssund-kollegiet
Nørre Havnegade 29-31
6400
Sønderborg
Danmark
Alssundkollegiet, som er en del af danske kollegiers netværk og som sådan administreret af Kollegiernes Kontor (Sønderborg afdeling), har fået en arkitektonisk ensemblespiller, som de selv kalder ”et fantastisk sted at være og bo”. I sin egen ret står huset som et monument, men er samtidig i høj grad en del af den arkitektoniske helhed, der skaber det nye Sønderborg.
Betonelementer fra den lokale producent Contiga Tinglev A/S er disponeret og anvendt efter principper som bjerge og højland hviler på: Det 6000 kvm store korpus rejser sig fra hjørnet ved Nørre Havnegade som et terrasseret landskab, hvis stigning først kulminerer 18-20 m i vejret, hvor der står 5 på elevatorknappen.
I alt 150 boliger er grupperet på plateauer, hvor man også finder torve og pladser til fælles samling; skår, trukket ned i bygningskroppen på begge flanker af den L-formede bygning giver mere dynamik og bevægelse samtidig med velskærmede uderum.
Om sin medvirken i et projekt med så udfordrende et ambitionsniveau siger Contiga Tinglev:
– Det er altid en fornøjelse, når projektet lykkes så fint som her; dertil kommer, at vi er glade for at kunne medvirke til at støtte op om og fremme den lokale egnsudvikling.
Til sagen leverede Contiga Tinglev både søjler, vægge og huldæk, afsluttende med ribbedæk til tagkonstruktionerne.
I Frank Gehrys designguide for masterplanen til den nye Sønderborg havnefront fremhæves mangfoldigheden af dynamisk forskudte bygningsformer og variationen af mere eller mindre urbane, kystnære rum, som tilsammen danner en kontrast til den bagvedliggende by.
DGNB-certificering
I grænsefeltet mellem den moderne og den historiske by ligger Nørre Havnegade, som både adskiller og binder byen sammen. Vandkanten bliver den store attraktion, og byen vil kunne opleves fra en ny vinkel – kanten bliver garant for unikke oplevelser. Det nye område skal både understøtte den internationale profil og også pege indad mod Sønderborg.
Alssund-kollegiet bliver det første byggeri i Sønderjylland, der opføres i 2020-energistandard og med en DGNB-certificering.
For at øge beboernes forståelse for bæredygtighed indarbejdes en lang række tiltag. Der udtrækkes bl.a. informationer om bygningens energiforbrug og -produktion, som formidles visuelt til beboerne på en skærm i fællesområderne. Affaldssorteringen suppleres med visualiseringer og fortællinger om, hvordan sorteringen optimeres. Genanvendelsen af regnvand synliggøres ligeledes sammen med fortællinger om betydningen af de grønne tage.
Jo, jo. Det er et godt sted at begynde sit akademiske liv som studerende i Sønderborg – ved kanten af Sundet, på toppen af tilværelsen!