Den årlige branchebeskrivelse fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI , der er baseret på oplysninger fra FRI’s medlemsvirksomheder viser, at den finansielle krise satte sit præg på 2010-regnskaberne for de rådgivende ingeniørvirksomheder. Hver femte rådgivende ingeniørvirksomhed havde røde tal på bundlinjen i 2010, mens det gik væsentligt bedre for omsætningen i udenlandske datterselskaber.
- De rådgivende ingeniørvirksomheder er længere tid om at trække sig fri af finanskrisen end vi havde regnet med. 2010-regnskaberne viser en omsætningstilbagegang på 1 procent i forhold til 2009, ligesom branchens overskudsgrad er faldet med 0,6 procentpoint. Noget af tilbagegangen skyldes dog, at branchen har holdt fast på medarbejderne i stedet for at afskedige. Ser vi på vores aktuelle konjunkturmålinger, synes det at være en god beslutning, idet aktivitetsniveauet er på vej op. Det tegner godt for 2011, udtaler Henrik Garver, der er adm. direktør i FRI.
- Vores analyse af 2010-regnskaberne viser, at den lave vækst primært har været en dansk udfordring. Rådgivernes eksport holder sig på samme niveau som i 2009, og omsætningen i udenlandske datterselskaber er gået markant frem med over en milliard kroner fra 2009 til 2010. Dermed omsætter branchen for små 9 mia. kr. i Danmark og tilsvarende små 9 mia. kr. i udlandet. Det understreger vigtigheden af et globalt udsyn i virksomhederne, udtaler Henrik Garver.
- Når rådgiverne har haft et hårdt år, betyder det som regel, at det efterfølgende år kan blive svært for de udførende i byggebranchen. Og når mere end hver femte rådgivende ingeniørvirksomhed har røde tal på bundlinjen, så har det været et svært år. Derfor ser vi ikke lys for byggeriet før tidligst sidst på året, eller i begyndelsen af 2012, slutter Henrik Garver.