Nyt samarbejde styrker uddannelse som bygningskonstruktør

De to professionshøjskoler VIA University College og University College Nordjylland samt Konstruktørforeningen har indgået et strategisk samarbejde om at styrke konstruktøruddannelsen yderligere

De tre parter vil samarbejde om at videreudvikle uddannelsen. Herunder forberede den fulde og endelige overdragelse af uddannelsen til professionshøjskolerne i 2015.

Et andet formål er at synliggøre de færdiguddannede som en attraktiv faggruppe og at skabe efter- og videreuddannelsesmuligheder til konstruktørerne gennem f. eks. professions-master-uddannelser og måske professions-Ph.d.-uddannelser.

Derudover vil parterne samarbejde om udvikling og forskning i tilknytning til konstruktørprofessionen.

Alle analyser peger på, at bedre produktivitet og international konkurrenceevne i dansk byggeri skal opnås gennem bedre ledelse, smartere og mere digital byggestyring og fokus på kvalitet. Derfor forventes der at være et stort behov for bygningskonstruktører i fremtiden.

Fakta om Konstruktøruddannelsen

Konstruktøruddannelsen er en 3½-årig professionsbachelor, og den største videregående uddannelse inden for byggeriet.

Uddannelsens grundsten er dyb byggeteknisk indsigt. Herpå bygges discipliner som ledelse, processtyring, kommunikation, digital byggestyring, planlægning, risikostyring og forretningsforståelse.

Uddannelsen træner de studerende -praksisnært og tværfagligt - i hele byggeprocessen. Fra bygherrerådgivning, over den tidligste projektering og den praktiske gennemførelse, til den efterfølgende ejendomsdrift.

Foto: Parterne bag aftalen. Fra venstre: Uddannelseschef Gunnar Eriksen, VIA University College,  faglig konsulent  Ida Andkjær Koch-Bjørnager, Konstruktørforeningen, formand for Konstruktørforeningen Gert Johansen, uddannelseschef Jan Holler Foget, University College Nordjylland, direktør Konstantin Lassithiotakis, VIA University College, studieleder Bruno Larsen, Teknologi & Business, University College Nordjylland.