EN 1090 – en del af hverdagen hos Dansk Overflade Teknik(DOT)

Den nye EN 1090-norm har givet masser af udfordringer for mange stålvirksomheder, ikke mindst fordi branchens underleverandører nu skal kunne dokumentere sine processer i langt højere grad end før

Den nye EN 1090-norm har givet masser af udfordringer for mange stålvirksomheder, ikke mindst fordi branchens underleverandører nu skal kunne dokumentere sine processer i langt højere grad end før

Dansk Overflade Teknik, i daglig tale kaldet DOT er en af de underleverandører, der har været klar til de nye normkrav i flere år – og som nu høster frugterne af grundig forberedelse.

Da den ny EN 1090 trådte i kraft sidste år, blev der stillet krav til mange stålvirksomheder herhjemme. Med et skulle man CE-mærkes, hvilket også betød, at alle produktionsprocesserne skulle gås grundigt igennem. For mange betød det også, at der opstod tvivl om hvorvidt kravet om CE-mærkning nu også gjaldt for underleverandørerne – f.eks. for varmforzinkningsvirksomheder som DOT.

Det blev dog ret hurtigt klart, at CE-mærkningen ikke omfattede sådanne underleverandører, så længe underleverandøren kunne bevise, at man fulgte forskrifterne i DS/EN ISO 1461.

Nye krav til dokumentationen

Den nye EN 1090-norm stiller høje krav til stålvirksomhederne og dermed også til deres underleverandører. Sammen med normen er der nemlig kommet nye, skærpede krav til sporbarhed og dokumentation. EN 1090 øger nemlig kravene til styring af materialer og fremstillingsprocesser, blandt andet fordi man ønsker at udnytte ressourcerne bedre.

- For en varmforzinkningsvirksomhed betyder det helt konkret, at virksomheden skal kunne dokumentere alle processer, og at al information skal være tilgængelig i flere år. Der er også skærpede krav til den måde, informationen skal opbevares på, så den ikke går tabt og så den kan deles let og hurtigt, når behovet opstår. Kort sagt: Er man stålvirksomhed, skal man sikre sig, at underleverandøren har fuldstændig styr på alle sine processer – og kan dokumentere det, siger Michael Sigvardt, fabrikschef hos DOT i Fasterholt.

Klar til nye normer

Hos DOT har man haft den slags dokumentationssystemer på plads i årevis, så de nye krav kommer ikke bag på Michael Sigvardt, som er fabrikschef hos DOT i Fasterholt.

- Vi var nok en af de få underleverandører til stålbranchen, der kunne tage den nye EN 1090 forholdsvist roligt. Vi har nemlig haft vores dokumentation og sporbarhed på plads i flere år, fordi vi godt vidste, hvad vej det gik med kravene. Vi har blandt andet haft stor glæde af vores ISO 9001-certificering, fordi den har banet vejen for procedurer og krav til dokumentation. Og det kan vores kunder mærke – fordi vi har styr på tingene, kan de trygt stole på, at de selv kan leve op til de nye normkrav, fremhæver Michael Sigvardt.

Om DOT

Dansk Overflade Teknik (DOT) blev etableret i 2002 som en fusion mellem Herning Galvanisering og Dansk Overfladeteknik i Fasterholt, samt FJ Varmforzinkning í Ferritslev og FJ Varmforzinkning i Køge.

Herudover ejer DOT to virksomheder i Sverige, nemlig JIWE Varmförzinkning i Sölvesborg og JIWE Varmförzinkning i Eskilstuna. Det betyder, at vi i dag råder over flere produktionsanlæg, som i store træk udbyder de samme kerneydelser til vores loyale kundekreds i Danmark, Sverige og Nordtyskland. DOT beskæftiger ca. 350 medarbejdere fordelt med ca. 250 medarbejdere i Danmark og 100 medarbejdere i Sverige.

www.dot.dk

Foto:Virksomheden skal ifølge normkravene kunne dokumentere alle processer. Her ses kontrol af varmforzinkede emner.