På årets Venedigbiennale viser KADK(Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering)=vejen til fremtidens arkitektur med helt nye digitale materialer, der kan skabe mere bæredygtigt byggeri og dermed imødegå en stadig større mangel på ressourcer.
Den ser legende let og poetisk ud, den gigantiske installation, hvis fibertråde i bogstaveligste forstand binder rummene i den danske pavillon på Arkitekturbiennalen i Venedig sammen. Men det strikkede tekstil med navnet ”Isoropia” er alt andet end enkel – tværtimod er den resultatet af en dybt kompleks digital formgivning udført af et af KADK’s mest banebrydende forskningscentre.
Installationen repræsenterer et radikalt nybrud inden for arkitekturen, fordi materialerne er dynamiske frem for statiske. Det unikke ved tekstilet er, at det er strikket, så det ved egen kraft kan oppebære sig selv og samtidig kan reagere på kræfter og påvirkninger fra omgivelserne. Samtidig bruges materialets kræfter til at give tekstilet dets særlige form. Det udfordrer den traditionelle tankegang inden for arkitekturen, hvor bærende konstruktioner netop skal være stabile og statiske.
”Isoropia” er konstrueret af Center for IT og Arkitektur ved KADK (CITA), der som en af fire deltagere er udvalgt til at repræsentere Danmark på Venedigbiennalen. Kongstanken i CITA’s banebrydende og internationalt anerkendte forskning er at skabe materialer og byggekomponenter ved en proces, der går direkte fra den digitale tegning til computerstyret robotfabrikation.
På den måde kan arkitekten tilpasse materialet, så det passer præcis til det design, man ønsker. Dermed undgår man spild af materialer, og dermed baner CITA’s forskning vejen for et langt mere bæredygtigt byggeri. Det er helt afgørende i forhold til fremtidens ressourceknaphed og store behov for omfattende nybyggeri over det meste af verden.
KADK’s rektor, Lene Dammand Lund udtaler:
- Jeg er meget stolt over, at CITA bidrager til den danske udstilling på arkitekturbiennalen. CITA er internationalt førende inden for udviklingen af digital teknologi i arkitektur med et stærkt fokus på bæredygtighed, og deres forskning har stor relevans i forhold til at tackle nutidens- og fremtidens globale udfordringer i byggeriet. CITA’s aktuelle betydning i internationale forskningsmiljøer og i arkitekt- og ingeniørfaget vil kun blive større af den flotte eksponering i Venedig”.
Helt nye potentialer for arkitekturen
Ifølge CITA’s leder af projektet, lektor Martin Tamke, rummer den banebrydende måde at anskue materialer på helt nye potentialer for arkitekturen.
-Vi undersøger, hvordan man kan integrere simulering af kræfter i de tidlige designfaser og hvordan disse simuleringer kan lede til nye arkitektoniske udtryk. Den store tværfaglige opgave er at finde ud af, hvordan vi kan lave digitale modeller, der viser hvordan kræfter i materialer kan påvirke en struktur eller et rum, og hvordan vi kan arbejde aktivt med dette i formgivningen. Hvis vi kan finde frem til, hvordan digitale modeller kan integrere denne dynamik, vil det være et opgør med den traditionelle måde at opfatte materialer som noget statisk, siger han.
Samarbejde og innovation er tema på den danske pavillon
Natalie Mossin er kurator på den danske pavillon. Efter udnævnelsen til kurator og udpegningen af projekterne til pavillonen er hun senere tiltrådt som institutleder på KADK.
Dansk Arkitektur Center er koordinator for pavillonen, og siger om udstillingens tema, at den handler om at stille skarpt på det mulighedsrum, der opstår, når vi – stillet over for en lang række bæredygtige udfordringer – bevæger os fra de mange gode ideer til den svære implementering af ny praksis.
De andre bidrag på biennalen er udarbejdet af BIG, Vandkunsten og Praksis Arkitekter, ligesom der vil være en filmisk installation om visionen bag det nyåbnede BLOX.