Flere faktorer giver nu grund til forsigtig optimisme på markedet for investeringsejendomme, især inden for mindre erhvervsejendomme på de bedste beliggenheder. Optimismen er allerede synlig i hovedstaden, og ifølge den nye markedsrapport fra Nybolig Erhverv vil flere af de større byer snart følge efter.
En af de væsentligste faktorer, der peger i positiv retning, er en begyndende normalisering af kontorlejemarkedet. Det er godt nyt for investeringsmarkedet, da det reducerer investorernes usikkerhed om driftsindtjeningen. Derudover er udsigterne så småt blevet bedre på finansieringsmarkedet.
Finansiering er stadig en begrænsende faktor, men især realkreditinstitutterne er nu igen interesserede i at låne ud.
- Dog holder bankerne fortsat igen, fortæller analysechef Stig Plon Kjeldsen fra Nybolig Erhverv København.
Stig Plon Kjeldsen peger også på, at der er oparbejdet en del investeringsvillig kapital blandt markedets største aktører.
De positive tendenser er medvirkende til, at Nybolig Erhverv efter et par års omsætningstørke inden for investeringsejendomme nu igen kan måle aktivitet i markedet. I de første tre kvartaler af 2010 har vi registreret en stigning i gennemførte handler på næsten 40 procent i forhold til samme periode sidste år. Forbedringerne i markedet er slået tydeligst igennem i København.