Sjælsø har indgået aftale med ATP om opførelse af nyt kontorhus i Holstebro. Huset bliver på 4.600 kvm fordelt på fire etager. Forud for valget af Sjælsø afholdt ATP en projektkonkurrence, som Sjælsø altså vandt.
Kontorhuset lever på alle måder op til de krav, som ATP stiller til arbejdsmiljø, indretning, kvalitet og økonomi. Huset er tegnet af CEBRA Arkitekter, som har brugt trekanten som formskabende element. Bygningen vil således få et meget spændende arkitektonisk udtryk både indvendigt og udvendigt. I kernen af huset skabes et flot atrium som binder etagerne sammen og skaber en god rumfornemmelse.
Opførelsen af kontorhuset i Holstebro bliver en del af Udbetaling Danmark, hvor der på en række centre i Danmark samles omkring 1.500 ansatte, som forestår udbetaling af blandt andet folkepension. Byggeriet af kontorhuset i Holstebro går i gang i efteråret 2011 og forventes færdigt i oktober 2012. Den samlede projektværdi udgør cirka 80 mio. kroner.