Stål- og metalgrossisten Tibnor A/S, som sælger sine produkter til industrikunder i hele Danmark – blandt andet til mange af vindmølleindustriens underleverandører – samler sine salgskontorer i nyt dansk hovedkontor i Odense. Lageret og servicecentret fortsætter uændret i Taulov.
- Vi har af praktiske grunde valgt at samle de tre hidtidige kontorer på en ny adresse her i Odense, siger administrerende direktør Søren Pliniussen.
- Ved at samle aktiviteterne midt i landet opnår vi nogle geografiske fordele, fordi hovedparten af vores kunder befinder sig vest for Storebælt. Og da vores lager og servicecenter i Taulov allerede ligger optimalt, sker der ingen ændringer med det. De ansatte vil dermed kunne arbejde mere rationelt samtidig med, at Tibnor får lettere ved at tilbyde kunderne flere færdige løsninger og en højere forædling af de enkelte varer, siger Søren Pliniussen.
Det danske Tibnor A/S ejes af Tibnor AB og indgår i det svenske stålværk SSAB, som er Nordens største distributør af stål og metaller. Tibnor-koncernen har i alt ca. 1.000 ansatte i Danmark, Sverige, Norge og Finland.