Håndværkerne fik ret

Der var noget om snakken, da lokale håndværkere landet over sagde, at BoligJob-ordningen gav travlhed og arbejdspladser.

De seneste beskæftigelsestal viser, at ordningen var populær og fik beskæftigelsen til at stige med 4.750 personer fra maj til november

Danskerne var glade for BoligJob-ordingen, og ordningens håndværkerfradrag på op til 15.000 kroner satte gang i nye opgaver og skabte nye arbejdspladser. Ifølge de seneste beskæftigelsestal for reparation og vedligeholdelse steg beskæftigelsen med 4.750 personer fra maj til november 2012.

- Tallene viser tydeligt, at når det gælder om at skabe arbejdspladser, så har håndværkerfradraget gjort en forskel. Flere og flere boligejere har været glade for ordningen, og de ønskede at benytte den, inden den udløb ved årsskiftet. Ordningen gav faktisk lige så meget arbejde som skybruddet i 2011. Så når det gælder om at skabe arbejdspladser, har BoligJob-ordningen gjort en forskel, siger administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.

Genindførsel af ordningen?

Derfor er det ifølge Dansk Byggeri oplagt i at genindføre ordningen – og helst i en mere grøn udgave – i den kommende job- og konkurrencepakke, hvor regeringen ønsker at skabe flere arbejdspladser ude i de private virksomheder.

- Der er allerede delt fyresedler ud, men de job kan vi relativt hurtigt få tilbage igen ved at genindføre ordningen, og gerne så den målrettes grønne og energirigtige formål. Energirenovering er nemlig et marked, hvor vi bør motivere boligejerne til at tage hul på den slags projekter, siger Lars Storr-Hansen og fortsætter:

- Byggeriet er vejen til hurtig vækst og jobskabelse. Når der skal bygges, så giver det også arbejde til arkitekter, ingeniører, materialeproducenter, revisorer, kantinepersonale, lastbilchauffører og så videre. Vi skal således ikke bare genindføre ordningen for byggeriets skyld, men for at skabe arbejdspladser og vækst.