Dansk Byggeri har regnet på antallet af topskatteydere. Resultatet viser, at der ikke siden, at Nyrup indførte topskatten i 1994, har været så få topskatteydere som i 2014. Dansk Byggeri foreslår, at regeringen lytter til OECD, fastholder momentum i denne positive udvikling og indfaser den sidste del af de planlagte topskattelettelser allerede i 2015 og ikke først i 2022
I kraft af de to skattereformer 2009 og 2012 er skatten på arbejde i Danmark blevet sænket markant i de senere år. Særligt for lav- og mellemindkomster er indkomstskatten i Danmark efterhånden ret konkurrencedygtig i en europæisk sammenligning.
- Der hvor vi – som OECD netop har gjort opmærksom på - fortsat skiller os negativt ud internationalt er, at vores topskattesats er højere end i de fleste andre lande, og at topskattepligten indtræder ved lavere årlig indkomst, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
- Skattereformen taler dermed sit tydelige sprog, når antallet af topskattebetalere falder så markant, som det har været tilfældet i 2013 og nu i 2014. Topskatten er således de to seneste år i højere grad kommet til at leve op til sit navn, siger cheføkonom Bo Sandberg, Dansk Byggeri.
Han understreger dermed, at topskatten nu er fortid hos store dele af de højest lønnede inden for de brede lønmodtagergrupper som fx håndværkere og smede, som stort set nu er blevet løftet helt ud af topskattepligten.Men for at undgå, at antallet af topskattebetalere igen skal stige i de kommende år, foreslår Dansk Byggeri regeringen – evt. som led i den bebudede vækstplan – at fremrykke den sidste del af de planlagte topskattelettelser til 2015 i stedet for den meget gradvise indfasning frem mod 2022.
- Ved i ét hug at fremrykke sidste del af den planlagte topskattelettelse til 2015, slår regeringen flere fluer med ét smæk. Man vil fortsætte den imponerende kadence, der har været på denne front ved årsskifterne både i 2013 og 2014. Man vil leve op til OECD´s anbefaling. Og man vil høste markante økonomiske gevinster ved bedre incitament til at arbejde mere, slutter Bo Sandberg.