Novozymes har netop officielt indviet det nye Innovation Campus i Lyngby, der bliver et globalt centrum for virksomhedens forskning og forretningsudvikling. Bygningen er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter i samarbejde med Rambøll og GHB Landskabsarkitekter.
På den 140.000 m2 store naturgrund ligger det nye Novozymes Innovation Campus tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter og udviklet i samarbejde med Rambøll og GHB Landskabsarkitekter. I dag blev bygningens 30.000 m2 kontor- og forskningsfaciliteter officielt indviet af Peder Holk Nielsen, CEO for Novozymes, Lyngby-Taarbæks borgmester Sofia Osmani og en gruppe lokale elever fra Lyngby. Det nye bygningskompleks bliver en hjørnesten i virksomhedens internationale innovation og udvikling og huser 800 medarbejdere.
Det nye Innovation Campus ligger i et naturområde og er tegnet med stor hensyntagen til det omkringliggende landskab. Facadernes lyse, sandstensfarvede teglsten tilfører bygningerne et roligt og homogent udtryk, der på afstand skaber en helhed i landskabet.
-Fra starten har naturen være omdrejningspunktet for projektet. Vi har nænsomt skullet indpasse et meget stort bygningskompleks i et naturområde, og det var afgørende at designe med udgangspunkt i stedet og samtidig ramme essensen af Novozymes. Det er blevet til en enkel, nordisk stil i naturlige materialer som tegl og træ, hvor bygningerne åbner sig mod landskabet, siger Thomas West Jensen.
Bygningen består af fire kvadrater, der mødes i hjørnerne og indeholder henholdsvis laboratorier, kontorer og hver sit atrium. Sammen med hovedindgangen, receptionen og mødecenteret ligger kantinen og multirummet i stueetagen og danner et levende mødested for brugere og besøgende. Gennemgående for det nye campus løber et hovedstrøg, der både samler bygningen og fordeler bevægelsesflowet og samtidig indeholder kaffeøer og uformelle møderum.