Henning Larsen tegner stort forskningscenter

Henning Larsen Architects, COBE og SLA har vundet den internationale arkitektkonkurrence om ESS, European Spallation Source, i Lund i Sverige

Henning Larsen Architects, COBE og SLA har vundet den internationale arkitektkonkurrence om ESS, European Spallation Source, i Lund i Sverige. ESS bliver verdens største og mest avancerede anlæg for neutronbaseret forskning. Med på teamet er også ingeniørvirksomhederne Buro Happold, NNE Pharmaplan og Transsolar.
 

- Forskerne vil komme rejsende til Lund fra hele verden. På ESS bliver de en del af et globalt forskningsfællesskab. De skal have plads til koncentreret arbejde, men samtidig skal de have muligheden for at møde andre forskere. I de atrier, der findes i bygningerne, vil de kunne møde hinanden mere uformelt, inspirere hinanden, udveksle idéer og dele deres viden , fortæller Jacob Kurek, partner og arkitekt, Henning Larsen Architects.

Møderne vil også kunne finde sted udenfor. Analyser af vindforholdene vil bidrage til at skabe gode muligheder for udendørs ophold. ESS bliver et forskningscampus med en 600 meter lang protonaccelerator og en 180 meter lang hal, hvor protonerne rammer et mål og sender neutroner af sted til en række haller med måleinstrumenter. Med instrumenterne kan neutronerne bruges til at analysere de materialer, som forskerne studerer. Desuden vil ESS bestå af en række faciliteter for forskerne: laboratorier, kontorer og et auditorium. Der skal bygges i alt 100.000 kvm.

Forskningscentret vil være delvist åbent for offentligheden. Der etableres et besøgscenter på området, hvor besøgende kan få et indblik i de forskningsaktiviteter, der vil finde sted på ESS. Besøgscentret giver mulighed for skiftende udstillinger.

Forskningen ved ESS forventes at starte i 2019, mens hele faciliteten først vil være fuldt udbygget i 2025. ESS bliver et forskningslaboratorium med langt større muligheder end eksisterende anlæg. Det forventes, at mellem 2.000 og 4.000 forskere hvert år vil bruge faciliteterne. Teknikken kan anvendes til forskning i alt fra medicin til arkæologi og bæredygtige energikilder.

I en udtalelse om vinderforslaget skriver ESS:

- Forslaget skaber med stor overbevisning og følsomhed rum mellem bygningerne og en bymæssig sammenhæng. Der er en stor styrke i konceptet for campusområdet […] Man finder både en menneskelig skala og en mere dramatisk skala med den store tagstruktur.

Den internationale arkitektkonkurrence blev afviklet i andet halvår af 2012 og afgjort i februar 2013. Ud over det vindende team deltog yderligere fire teams med bl.a. Foster + Partners, Mecanoo, Benthem Crouwel, West 8, HOK og BIG. Sidstnævnte var med blandt de sidste to projekter i processen. I vurderingen af de forskellige forslag blev der lagt vægt på den arkitektoniske vision, fleksibilitet, økonomisk og funktionel gennemførlighed, sikkerhed, bæredygtighed, miljøpåvirkning og procesforståelse.