Ny metode kan gøre PCB-sanering nemmere

I et netop afsluttet spireprojekt i InnoBYG, har Teknologisk Institut set på mulighederne for at fjerne PCB- forurening på en smartere måde, end det sker i dag. Faktum er, at bygningsejere ofte vælger at acceptere høje PCB-niveauer i indeklimaet i skoler, børneinstitutioner, boliger osv., fordi omkostningerne og generne ved nedlukning af en bygning i flere måneder, er alt for store.

Lene Dalvang fra Teknologisk Institut har været projektleder på projektet Flex-PCB, og hun understreger behovet for at finde bedre og nemmere måder at fjerne PCB på, så opgaven ikke bliver uoverskuelig for bygningsejerne.

- Vi oplever desværre jævnligt, at bygningsejere vælger ikke at PCB-sanere, og derfor har vi arbejdet på nye løsninger i spireprojektet. Ifølge Energistyrelsen er der i Danmark mellem 545.700 og 740.800 bygninger, som potentielt skal PCB-saneres – og derfor er potentialet for økonomiske besparelser og energibesparelser betydeligt, siger Lene Dalvang.

Bygning i drift og ingen genhusning

I projektet har partnerne, som udover Teknologisk Institut, består af NAC Europe og Tscherning, undersøgt mulighederne for termisk oprensning af PCB-forurening ved at anvende en kommercielt tilgængelig og fleksibel varmemåtte. Ved at anvende varmemåtten er det muligt at gennemføre behandlingen i et rum ad gangen, hvilket giver øget fleksibilitet samt potentielt lavere omkostninger.

Selvom det ikke forventes, at det vil være muligt at opnå tidsbesparelser ved større projekter, da metoden kræver en separat opsætning i hvert rum, så giver det alligevel mening at udforske metoden.

- Den nye metode giver mulighed for at anvende termisk oprensning på mindre bygninger eller i projekter, hvor der i dag slet ikke bliver miljøsaneret, da det ikke vil kunne betale sig at bruge en traditionel termisk oprensning, som kun er egnet til større projekter. Samtidig ligger den største fordel ved metoden med varmemåtter i fleksibiliteten, da bygningen kan holdes i drift under saneringen, ligesom der er ingen (eller meget begrænset) behov for genhusning under sanering, forklarer Lene Dalvang.

Energibesparelser lader vente på sig

Projektpartnerne havde også en forventning om, at der ville være gevinst at hente på energisiden, men her skal teknologien udvikles mere, før det er tilfældet.

- Når vi sammenligner resultaterne for den termiske oprensning med brug af varmemåtter med resultaterne for traditionel termisk oprensning, samt termisk oprensning med varmepaneler, som tidligere er undersøgt, så viser resultaterne af den miljømæssige opgørelse, at det ikke har været muligt at reducere energiforbruget. Strømforbruget på varmemåtter er ganske enkelt væsentlig højere end ved en traditionel termisk oprensning, selvom det er lavere end ved varmepaneler, forklarer Lene Dalvang og tilføjer, at det er muligt, at man ved en opskalering til en egentlig case vil kunne påvise en energibesparelse. Hun understreger samtidig, at formålet med forsøget har været at undersøge metodens effektivitet til at fjerne PCB via et pilotskala forsøg, og ikke at indsamle realistiske energiforbrugsdata ved et fuldskalaforsøg på rumsniveau.

Potentiale for bæredygtig gevinst

Ifølge Lene Dalvang, er der alligevel potentiale i metoden, fx hvis man kan reducere strømforbruget til varmemåtterne, for det vil gøre metoden med varmemåtter mere konkurrencedygtig – og ikke mindst bæredygtig.

- Det er værd at bemærke, at der i forsøget med varmemåtter ikke er anvendt olie, hvilket gør metoden særlig interessant, hvis vi ser på bæredygtighed, da man kan vælge en vedværende strømforsyning og dermed sænke klimabelastningen yderligere. Resultaterne af den økonomiske opgørelse viser, at omkostningerne i forbindelse med varmemåtter kun er 14 % højere end en traditionel termisk oprensning, og væsentlig lavere end ved varmepaneler. En yderligere strømbesparelse vil gøre PCB-sanering med brug af varmemåtter til en lovende teknologi for mere fleksibel PCB-sanering. Samtidig har vi ikke medregnet de indirekte besparelser som fx er relaterede til en mere fleksibel logistik såsom at man kan undgå genhusning, da disse ikke er blevet kvantificeret, slutter Lene Dalvang.