Find Ejeren er en ny og gratis app, som gør det nemt for håndværkere og entreprenører at finde ejeren af tilstødende ejendomme, hvis der sker uheld på byggepladsen.
Der sker jævnligt uforudsete hændelser på landets byggepladser, som skaber gener for naboejendommene. Det kan være en lastbil, der vælter et hegn, en lækage der sender olie ind på den tilstødende grund, en rørledning der utilsigtet bliver beskadiget osv. I den slags situationer er der behov for at komme i kontakt med ejeren af den berørte ejendom eller grund, men det er ikke altid nemt.
Med en ny app kan håndværkere og entreprenører hente ejeroplysningerne på få sekunder. Find Ejeren-app’en, som er udviklet af Geoinfo i samarbejde med Naturstyrelsen og Schweiss-registret, finder på baggrund af offentligt tilgængelige data kontaktoplysninger på ejeren af en jordlod og viser samtidig lokationen på et digitalt kort understøttet af GPS.
-App’en giver adgang til eksisterende offentligt tilgængelige data på en nem og brugervenlig måde. Det er ikke raketvidenskab, men det løser et meget stort behov. Vi har været i dialog med flere i byggeriet, som bekræfter, at de ofte har brug for at finde frem til ejeren af en tilstødende ejendom, men har svært ved at finde oplysningerne, siger Søren Bagger, som har været projektleder på udviklingen af Find Ejeren i Geoinfo.
-Uanset om man står på en byggeplads i byen eller arbejder på et projekt på landet, kræver det en del krumspring at finde ejeroplysninger. Nu kan man prikke på et kort og få oplysningerne serveret med det samme, siger Søren Bagger fra Geoinfo. Geoinfo er specialist i lokationsbaserede softwareservices til den offentlige og den private sektor.
Find Ejeren kan downloades gratis i Appstore og Google Play. App’en overholder alle GDPR-regler og er tilgængelig for alle.