NRGi og Sampension investerer via selskabet NRGi Renewables et større trecifret millionbeløb i en kommende østjysk solcellepark, der skal producere 132.000 MWh om året. Første spadestik til det nye anlæg forventes at blive taget i august, fremgår det af en meddelelse.
Et nyt solcelleanlæg på 122 hektar sydøst for byen Kolind på Syddjurs vil inden længe se dagens lys. Lokalplanen for solcelleprojektet blev således godkendt af Syddjurs Kommune i slutningen af marts, og NRGi Renewables, der er ejet af NRGi og Sampension, oplyser nu, at de er klar til at gå videre med projektet.
Den endelige investeringsbeslutning blev blandt andet taget på baggrund af en række tilsagn fra flere virksomheder, der er klar til at aftage en andel af den strøm, som den nye solcellepark er projekteret til at producere. Det kommende solcelleanlæg vil blive opført på et åbent landområde mellem Kolind og Nødager, et område, der i dag benyttes til landbrug. Projektet vil dække et samlet område på ca. 122 hektar, svarende til cirka 170 fodboldbaner.
Ros til samarbejdet
Hos NRGi Renewables glæder man sig til, at det nye solcelleprojekt bliver en realitet. Det forklarer Jakob Bundgaard, direktør i NRGi Renewables, som er ansvarlig for udviklingen og driften af vind- og solcelleprojekter i hele landet.
”Vi ser frem til at opføre denne solcellepark, som med sin størrelse og produktionskapacitet er med til at markere, at solenergi spiller en væsentlig rolle i forhold til vores ambitioner om at accelerere den grønne omstilling,” lyder det fra Jakob Bundgaard, der kun har rosende ord at sige om udviklingsprocessen af solcelleprojektet.
”Vi har udviklet dette projekt i tæt samarbejde med Syddjurs Kommune, lokalsamfundet og de nærmeste naboer, hvor der har været en god gensidig dialog gennem hele udviklingen af projektet. Og som andelsejet virksomhed er det altid en ekstra stor fornøjelse at udvikle projekter, der skaber værdi i lokalområdet, hvor vores andelshavere bor.”
Den samlede investering fra NRGi og Sampension via NRGi Renewables i solcelleparken er på et større trecifret millionbeløb. Sampension udtrykker også stor glæde ved, at der nu er træffet endelig investeringsbeslutning for Kolind solprojektet.
”Det er et stort fokusområde for Sampension at deltage aktivt i udviklingen af ny bæredygtig energi og på den måde bidrage positivt til den grønne omstilling. Samtidig er vi meget glade for vores samarbejde med NRGi-koncernen omkring NRGi Renewables, og vi ser et stort fremadrettet potentiale for at gennemføre yderligere projekter sammen til gavn for såvel øget bæredygtighed samt vores pensionskunders afkast,” siger Torbjørn Lange, chef for ejendomme og infrastruktur i Sampension.
Grøn pulje på 10 millioner kroner
Ifølge lovgivningen om vedvarende energi skal opstillere af energianlæg bidrage økonomisk til en Grøn Pulje, som den enkelte kommune opretter. Derfor kan Syddjurs Kommune se frem til, at NRGi Renewables bidrager med 10 millioner kroner til kommunens pulje. Midlerne skal gå til grønne og almennyttige projekter i lokalområdet.
Det estimeres, at solcelleanlægget vil producere ca. 132.000 MWh om året, svarende til det årlige strømforbrug i ca. 30.000 husstande, og at solcelleanlægget efter planen vil stå færdigt og være klar til drift i foråret 2025.