Selvom krisen efterhånden er drevet over, så tegner bygge- og anlægsbranchen sig stadig for den største andel af konkurser i Danmark. Men meget tyder på, at branchen er i bedring. Senest har produktionsvirksomheden Lindab sammen med 78 andre leverandører modtaget en AAA-kreditvurdering af det internationale ratingbureau Bisnode.
Krisen har endnu ikke helt sluppet sit tag i byggebranchen, hvor mange virksomheder stadig kæmper for at holde skindet på næsten. Midt i den pressede branche, er der dog også steder, hvor det begynder at lysne. Hos produktionsvirksomheden Lindab oplever man fremgang, og virksomheden har netop opnået en AAA-kreditvurdering fra Bisnode, der er den højeste kreditvurdering, en virksomhed kan modtage.
Fremgang i en presset branche
Lindab producerer og leverer komponenter og ventilation til byggeriet, og inden for den branche er 78 virksomheder i år blevet AAA-vurderet af Bisnode. Det er dog kun 2,3 % af alle danske virksomheder, som formår at opnå denne rating.
”Vi er naturligvis stolte over at være vurderet som en kreditværdig virksomhed. Kreditvurderingerne er vigtige pejlemærker for soliditeten i byggeriet, og derfor er positive kreditvurderinger i vores branche gode nyheder for alle, der leverer til byggebranchen,” siger direktør i Lindab A/S Mette Brøndum.
Bisnode er en international virksomhed, som kreditvurderer virksomheder, alt efter hvor solid deres økonomi er. Vurderingerne anses som særdeles valide og indgår ofte som målepunkter i tilbudsmaterialet, når leverandørernes soliditet skal vurderes.
Sikkerhed for samarbejdspartnere
AAA er den højeste rating, og virksomheder med denne vurdering anses ifølge Bisnode for at have ”særdeles god evne til at imødekomme aktuelle betalingsforpligtelser”.
”Vores kerneværdier er orden og klarhed, hvilket også betyder orden i økonomien. Målet er at være en langsigtet og solid samarbejdspartner, som man kan stole på. Og det har vi nu fået papir på med den nye AAA-rating,” siger Mette Brøndum.
Ifølge direktøren skyldes topplaceringen flere ting. Dels en ny strategi, som Lindab iværksatte i 2013 for at øge selskabets soliditet og omsætningsvækst, og dels, at virksomheden har haft fokus på at øge netop kreditværdigheden, da det efterhånden er et centralt krav til leverandørerne i mange udbudsrunder.
I alt er 16.500 danske virksomheder AAA-vurderet af Bisnode. Inden for produktion af byggekomponenter er 78 virksomheder repræsenteret blandt de bedste.