Om 20 år mangler der plads i København

I 2035 vil der ikke være mere plads til byudvikling i København - medmindre man tager fredede og rekreative arealer i brug

Hver måned øges Københavns Kommunes indbyggertal med ca. 1000 borgere, og der er ikke noget, der ser ud til, at dette tal vil blive mindre de næste mange årtier. Så mens der ikke er særlig meget byggeaktivitet lige nu, så peger alting på, at der ikke vil være mere plads for byudvikling i København om 20 år. Så København begynder at stå overfor det samme problem som før voldene blev fjernet tilbage i 1856. Så tro det eller ej - der begynder at mangle plads i byen!

Kigger man på Københavns areal, så er kun omkring 10 km2, svarende til ca. 10 % af byens areal, potentielle områder for byudvikling. Det er inkl. de allerede reserverede områder i kommunens rækkefølgeplan frem til 2018 og udviklingen af Nordhavnen.
Det svarer til, at man kan fortætte København med ca. 75.000 boliger eller øge kommunens indbyggertal med ca. 150.000 personer samt skabe plads til omkring 75.000 nye arbejdspladser, såfremt man udbygger med samme tæthed som på brokvartererne, hvor der bibeholdes et boligareal på 42 m2 pr. person, og der samtidig ikke udvikles på fredede arealer.
Så kigger man på den aktuelle befolkningstilvækst i København på ca. 12.000 mennesker pr. år, vil disse udviklingsmuligheder være fuldt udbygget omkring år 2035. Medmindre man begynder at inddrage fredede og rekreative arealer i byudviklingen.