Troen på fremtiden på vej til come-back

Når vi kan se, at der er noget nyt på vej, men ikke er helt sikre på de nye tendenser endnu, sætter vi små lapper op på en tavle her på kontoret. Når den er fyldt op, er det tid til at beskrive de nye tendenser. For tiden er tavlen fyldt med nye tendenser, ideer og ændringer. Det er tiden efter kriserne, der optager os.

Efter finanskrisen, efter Eurokrisen og efter jobkrisen. Hvordan vil vi tænke og fortolke Verden om 3-5 år? Hvad bliver det nye efter den lange retrobølge? Hvor bevæger tidsånden sig hen efter en lang periode med vintage, nordisk køkken, mormormad og naturtræ ind i stuerne? Lad os tage et kig på tidsånden 2014 til2020 og begynde med et tilbageblik nu hvor Noma ikke længere er ”verdens bedste restaurant”.

Tiden efter krisen i 2008 har været præget af en tilbageskuen og et fokus på fællesskaber. Fortiden og fortidens metoder er blevet endevendt indenfor mormormad, dyrkning af højbede, nordiske råvarer som samles i naturen og en kærlighed for design, der leder tilbage til 1970erne med orange og brunt som de nye farver. Samtidig er fælleskaber og socialt samvær kommet på mode i stedet for tendensen før krisen til at vise frem, være demonstrativ og optræde som en personlig succes. Specielt blandt unge og yngre har de nye fællesskaber været dyrket, men det er også vigtigt at forstå, at det drejer sig om fællesskaber mellem peers (mennesker på samme niveau og stade i livet – typisk kun andre unge i samme situation som dem selv eller simpelthen den udvidede vennekreds). Det er ikke den gammeldags solidaritet, der er genopstået. Det siger ikke de unge meget i dag.

Der er her i 2013 et tidsåndsskift på vej. Det er i sin vorden og kommer til at betyde en del i de kommende år. Specielt vil vi se tendenserne slå igennem fra 2014 og frem, og vi forventer at den nye tidsånd vil blive dominerende i løbet af 3-4 år. De nye tendenser, der præger tidsånden, ser ud til at blive genkomsten af troen på fremtiden. Der er lys for enden af tunnelen, det er muligt at få os selv og landet tilbage på sporet og forme en bedre fremtid. Samtidig har vi lært, at vi skal ind til benet af problemerne. Der skal fokus på det centrale og alt det andet skal skæres bort. Det er en del af forståelse i denne tidsånd, at nedskæringer i sociale ydelser og skrappere krav til sociale klienter er helt ok. Det er også i orden at få lærere og andre
offentlige ansatte til at arbejde mere og længere, hvis det gavner helheden.

Dertil kommer fokus på Skills – det at kunne noget. I tiden efter krisen har holdninger, værdier og meninger været populære, men skiftet vil betyde, at det bliver evner og faktisk håndelag og kunnen, der bliver populært. Det er allerede i sin vorden i mange af de programmer på TV, der sætter fokus på at kunne noget frem for bare at være med og blive kendt. Skills er et opgør med de mange velmenende menneskers værdihierarki og kategorisering af meninger, holdninger og værdier til alt fra skolemad, over ulve i naturen til trafikanlæg, boligbyggeri og regler og organisering af offentlig service.

Dette skifte har betydning for det at være faglært og kunne et håndværk. Under den kommende tidsånd vil  håndens arbejde igen være af betydning, og det producerende Danmark vil komme langt mere i fokus end det meningsdannende, værdidømmende og analyserende Danmark. Det vil betyde, at vi om nogle år selv ude i de små hjem vil have diskussionen af, om det er bedre for de unge at blive faglært frem for at tage en lang boglig uddannelse uden udsigt til fast arbejde.  Vi nærmer os i Danmark en situation, der har været kendt i en række andre lande i en årrække – nemlig overuddannelse eller uddannelse i en forkert retning.

Empowerment er et andet nøgleord i den kommende tidsånd. Giv os muligheden for at råde over eget liv og selv gøre en forskel. Empowerment betyder mere magt til den enkelte, men det kan sådan set lige så godt betyde mere magt til mindre grupper og samarbejdende individer. Men det er evnen til at tage sagen i egen hånd/egne hænder, der vil blive dyrket.

Mangfoldighed og ny tolerance

De senere års tidsånd har været præget af dydens smalle sti. Har man prøvet at møde op til forældre/børne arrangement i skolen eller dagsinstitutionen med færdigkøbte pizzaer i stedet for de forventede speltbagte kyllingepølsehorn med hjemmerørt ketchup, kender man fænomenet. Der er blevet stillet krav fra ”de rigtige dele” af middelklassen til alle de andre. Med den nye tidsånd går vi væk fra den smalle sti over mod mere tolerance, større forskelle i livsstil og større accept af forskelligheder, Når det ikke længere bliver værdier og holdning, der er afgørende, men i stedet hvad man faktisk kan bidrage med, vil reaktionen blive mere tolerance og bredde. Det gode liv vil få flere former end de meget snævre rammer fra de seneste år. Husk at lytte til ”I hegnet” på DR radio P1 kl. 8:50 torsdag morgen eller på pod cast inden serien om Emil C’s mor og alt det gode Asbjørns mor mener, hun også bør gøre for hendes barn, er slut!

Middelklassen på vej mod en spaltning

Danmark er i dag Verdens mest lige land, når vi ser på indkomster og gini-koefficienter. Ligheden er udbredt, når vi ser på både bruttoindkomst og skattepligtig indkomst og efter omfordelinger via det offentlige er den endnu større end eksempelvis gini-koefficienten siger. Rigtig mange danskere er medlem af middelklassen og middelklassen i Danmark er dominerende og omfatter en meget stor del af befolkningen. I toppen befinder sig en lille del af befolkningen med eksempelvis kun ca. 65.000 danske familier med en skattepligtig samlet indkomst på over 1 mio. kr. om året. I bunden er der flere, men dog stadig en mindre procentdel af befolkningen.
Men med den udvikling, vi ser i samfundet i de kommende år, vil vi i stigende grad opleve en spaltning af middelklassen. Det er åbenlyst, at den offentlige sektor ikke vil vokse i nævneværdig grad de kommende 10-15 år. Samtidig satser samfundet på vækst i den private sektor. I den sektor har vi også en stigende opdeling mellem lavt betalte job, der i stigende grad besættes af udlændinge og højt betalte jobs, som danskerne
flokkes om.

Det vil betyde, at middelklassen efterhånden bliver spaltet i to – en højere middelklasse og en lavere middelklasse. I den højere middelklasse vil vi finde mange af de privatansatte i de produktive erhverv samt naturligvis mange privatansatte i service, ledelse, liberale erhvervs mv. En del af de offentlige ansatte vil også være i den kategori – eksempelvis læger, ledergrupper, mange akademikere mv. Men mange offentlige ansatte vil efterhånden komme til at tilhøre den lavere middelklasse – eksempelvis SoSuassistenter, pædagoger, lærere (måske?) og andre indenfor kontoruddannelse, faglige uddannelser og kortere videregående uddannelser.

Det er ikke en spaltning, som blot er repræsenteret via jobbet, da mange danner par med en beskæftiget i en anden gruppe. Men der er nogle nye konfliktlinjer under udvikling i samfundet, som deles langs denne spaltning af middelklassen. Sundhed og sundhedsopfattelser, opdragelse af børn, krav til skolesystemet er områder, der allerede deler disse grupper. Der vil være en forventet klar tendens til, at vi i medieverdenen vil se den nedre del af middelklassen gjort til skamme, blive udstilles som dårlige borgere, mødre, medarbejdere, helsemæssigt udfordret etc. Den øvre del af middelklassen sidder på medierne og former ofte samfundets dagsorden. Efterhånden vil fokus dog skifte, så også den øvre del af middelklassen vil blive gjort
til grin især for alle deres holdninger, meninger og ideer om, hvordan de andre bør leve – tilfældigvis er det som de selv gør!