Slotsarkaderne
Slotsgade 25
3400
Hillerød
Danmark
Facaden fremstår nu lys og rolig og med indgang direkte til H&M. Hele stueetagen er pillet ud af bygningen, men førstesalen er intakt med kontorer og lejligheder, der er blevet istandsat. Tvilum Landinspektør A/S har lavet al afsætning, heriblandt de matrikulære ændringer af sammenlægningen af ejendommene samt opmåling til selve projekteringen. Sammenlægningen med den gamle 1800-tals bygning giver nogle synlige dimensioner i butiksarealet. Her vil den opmærksomme shopper lægge mærke til den lave loftshøjde, når man benytter sig af denne indgang. En højde, der stiger, jo længere ind i butikken, man bevæger sig – og altså længere ind i den nye tilbygning.
Selv om H&M har sin egen indgang fra Slotsgade lige ved siden af indgangen til Slotsarkaderne, så er butikken også integreret i Slotsarkaderne, så man fra Danners Plads først skal ind i Slotsarkaderne for at komme videre til H&M – ligesom man gør med de øvrige butikker.
Indgangen fra Danners Plads har man kunnet benytte under hele byggeriet. Det har været nødvendigt og omfattende at få denne indgang til at være stabil og funktionel for både eksisterende bygning og tilbygning. Derfor har man måtte fjerne stort set hele facaden ind mod centeret og lave en ny, hvor der er benyttet store stålrammer, der er samlet og monteret på stedet.
Forskellen mellem eksisterende bygning og tilbygning er ikke synlig, når man først er i Slotsarkaderne. Og selv om H&M har butik på hele højre side af centeret fra Slotsgade og med egen indgang, så er butikken også en del af fællesskabet. De omfattende brandkrav for butikken spiller også sammen med det eksisterende for resten af butikscenteret.
Slotsarkaderne blev i starten af 1990’erne tegnet af AK83 Arkitekter A/S. Ideen med Slotsarkaderne var dengang at skabe hyggelige, smalle gader, der giver en fornemmelse af at gå i en by. Og det lykkedes ret godt, for Slotsarkaderne blev året efter kåret som Nordeuropas flotteste butikscenter.
Også AK83 har stået for udvidelsen og ved at bygge videre på den oprindelige ide, så Slotsarkaderne har bevaret den hyggelige stemning med de glasoverdækkede gader.
– Vores ønske har været, at tilbygningen ikke stikker fuldstændigt af, men tilpasser sig til det øvrige, så det giver en sammenhæng – en samhørighed med det eksisterende center, forklarer arkitekt Lars Levin fra AK83.
Mod Danners Plads fremstår to store vægskiver, som er pudset i samme gule farve, som det eksisterende Slotsarkaderne. Mellem vægskiverne står store glaspartier med kig ind til butikken. Trappen til ungdomsboligerne og selve ungdomsboligerne er trukket tilbage fra butiksfacaden og med en anden facade. Her er træelementer beklædt med gråbrune Alucobond-plader, leveret og monteret af Pro Montage. Der er brugt i alt 400 kvadratmeter, og udfordringen har været at få dem skåret rigtigt til på værkstedet, da taget skråner, så de øverste facadeplader har også skullet have et skråt snit.
– Ungdomsboligerne har fået deres eget udtryk med deres egen arkitektur. Og forskellen er netop gjort tydelig ved et andet facademateriale, fortæller Lars Levin.