Terrassehusene
Langelinieparken 3 – 6
8000
Aarhus C
Danmark
Så bliver det ikke meget bedre i Aarhus og omegn: På den eksklusive adresse Langelinieparken i Risskov har en personkreds omkring ejendomsinvestoren Niels Albertsen og Aalborg-advokaten Ole Wagner, udviklet og opført et projekt med 53 boliger med høj lækkerhedsfaktor. Scenen er sat i seks punkthuse, designet af lokale kræfter hos Luplau & Poulsen A/S. Det er en tegnestue med mere end 30 års rodfæstede erfaringer fra Aarhus.
Det fornemmes ret omgående i dette projekt, som nu har fundet plads på den yderste landstribe, inden man står med fødderne i vand i Aarhus Lystbådehavn. Herlighedsværdien er løftet med tilsvarende effekt på prisniveauet, der cirkler rundt om en rekord for Aarhus med plus kr. 50.000 pr. kvm!
Det matches så også af et tilsvarende exceptionelt kvalitetsniveau. Luplau & Poulsens maritimt inspirerede arkitektur har en sjældent set dynamik mellem lukkede og transparente partier, mellem lys og mørke. Punkthusene er omkranset af terrasser og velvoksne altaner i en stemning som på de skibsdæk, som meget vel kunne antræffes i nabolaget i det kystnære miljø.
At boligejendommene ligger ved havnen, er der mindre nyhedsværdi i; i kystlandet Danmark er vandkanten blevet det hotteste sted til en privatadresse. Men grunden havde betydelige udfordringer med en maksimal udnyttelse af byggeretten og en projektering af husene, så de kunne tilpasse det eksisterende bykvarter, der havde vænnet sig til havneudsigten. Bag adressen Langelinjeparken ligger således andre boligveje, hvis begejstring var begrænset for genboer med en placering midt i kigget til den eftertragtede Aarhusbugt.
I samarbejde med de rådgivende ingeniører Stokvad A/S huggede Luplau & Poulsen den gordiske knude over: Ingeniørprojektet arbejder med et parterre af bærende beton, hvori der skæres huller for at skabe transparens gennem husene ned til havnemiljøet. Det er sket efter en bestemmelse i lokalplanen, som siger, at murpillerne maksimalt må være 1 m brede. Kun i et ud af de seks huse er den regel fraveget pga. særlige trafikbelastninger fra nærliggende veje.
Afstandene mellem punkthusene er i tilgift nøje afstemt, så alle lejligheder får mest mulig udsigt.
Stokvad stod for ingeniørprojektet med ikke mindst beregningerne til de markante altaner, der mere end noget andet er med til at præge ejendommene. Konstruktivt arbejder projektet med bærende betonkonstruktioner i form af et bredt elementprogram fra Thisted-Fjerritslev Betonvarefabrik A/S, der efterfølgende er beklædt med murværk i gråtoner.
Sammen med de generøse glaspartier i en kombination af hårdttræs- og aluminiumsrammer danner murværket kontrastbånd mellem de markante, lyse og stærkt accentuerede altaner med en størrelse, så det er uden overdrivelse at omdøbe de svævende arealer til ”terrasser”.
Den løsning er udført i en dialog mellem totalentreprenøren Dansk Boligbyg, arkitekterne Luplau & Poulsen og ingeniørerne hos Stokvad.
Dansk Boligbyg: – Konstruktionen er gennemført ved hjælp af filigrandæk, udstøbt in situ, hvori de store, udkragede altandæk er forankret med armering. Dimensionerne udfordrer de fleste grænser for altandimensionering, fordi altanerne – eller (tro mod navnet) terrasserne – er projekteret som uderum og som det udslagsgivende bidrag til boligens kvaliteter. De største har en dybde på 2,5 m og omkranser hele boligen, så udearealet kan nå op på 78 sammenhængende kvm!