Kromografen
Robert Jacobsens Vej 73
2300
København S
Danmark
En udfordring i de vildt voksende boligbyggerier, som ofte fødes af samfundets højkonjunkturer, er at skabe variation.
Sådan er det også – og måske især – i Københavns vækstmagnet, Ørestad.
Den imponerende præstation, det er at bygge en helt ny by, udfoldes inden for en masterplan og lokalplan, der i princippet giver gode muligheder for at levere det nye, det anderledes og det dristige bud på en boligejendom.
Alligevel kan man på resultatet se, at det kan knibe med opfindsomheden, når udfordrende tidsplaner og stramme økonomier presses ned over projekterne.
Det er forfriskende derfor, når der faktisk kommer nye bud på, hvordan den moderne familie gerne vil bo og leve sit i den bynære forstad. Sådan et bud er Cobe Arkitekters projekt Kromagrafen for AP Ejendomme, der er AP Pensions ejendomsselskab.
Ejendommen ligger i den nyeste byekspansion, Ørestad Syd, og er dermed nabo til Kalvebod Fælled med fredede grønne områder. Derudover får kvarteret også en byfælled, der med træer, planteøer og vandbassin bliver et særligt byrum for de nye beboere.
Den prominente placering er dog også en udfordring. Vi er nemlig ikke bare på grænsen til Amager Naturcenter og Fælleden, men også til ældre boligkvarterers tæt-lave bebyggelser. En 30 meter høj betonklods i det landskab er en dominerende nabo! Det mildnes af, at Kromagrafen her i den sydlige kant danner den naturlige afslutning på Ørestadens andre boligejendomme med tilsvarende volumen.
Et afgørende bidrag til en vellykket veksling fra Ørestads modernitet til det historiske Amager er dog projektets musikalske anvendelse af lyse, venlige facadeudtryk i form af tematisk strukturbeton og beskyttende altanindramninger, som både giver en ”origamioplevelse” – som i papirklip – og beskytter facaden med et energitilskud til følge.
Den lyse, grafisk strukturerede beton er – igen, fristes man til at sige – udført af eksperten på det område, Confac A/S, som i dette tilfælde således viser et fint parløb sammen med facadens andre ekspressive elementer.
Betonvirksomheden Confac, der har hjemme i Randers, har i en del år nu imponeret med helt særlige fortolkninger af betonelementets muligheder og bragt det fra at være en rationel og hastighedsfremmende byggekomponent til at udgøre et lærred for grafisk kreativitet. Det er næppe forkert at tænke, at Confac-holdet har været optaget af at bringe de enorme arealer, der repræsenteres af bygningers facader, i arbejde på en ny måde. Og så er den endda ikke så ny endda, men snarere en genoptagelse af kendte tanker fra historiens mange arkitekturgenerationer, der gik forud for modernismens nøgterne arkitektursprog. Stilperioderne afslører, at bygninger altid har været anvendt som et instrument for tidens kunstneriske udtryk.
Om end det vil være en overdrivelse at udnævne Kromagrafens byggestil til nybarok eller historicisme, så er det dog et faktum, at bygningen er inspireret af klassikkens virkemidler og af sine naboer, bl.a. parkeringshuset Robert Jacobsen med sin dekorativt perforerede klimaskærm.
Hvordan det endte der, giver totalentreprenøren bag projektet, 5E Byg, et indblik i. Opskriften hedder ”åbent samarbejde, tilsat en engageret og kompetent bygherre”. Det åbnede en bane af mange muligheder at spille på, om end der også var betingelser, som f.eks. at bygningens etagehøjder og geometri påbød anvendelse af facadematerialer, som er ubrændbare.