8Tallet
Robert Jacobsens Vej
2300
København S
Danmark
Det er nok et stort, men konstruktionsmæssigt egentlig ikke specielt vanskeligt hus, vurderer den ansvarlige for elementmontagen, byggeleder Kasper Kristiansen, PH Montage A/S. Med bærende facader og dæk er det meste udført i betonelementer, suppleret med stålkonstruktioner.
- Kun afprøvede og kendte konstruktioner er anvendt, lyder konstateringen fra PH Montage.
Men på grund af den blomstrende kreativitet i temaarkitekturens ambitioner om topografiske highlights, points-de-vues og dermed forbundne geometriske krumspring leverede arkitekternes computere løbende nye tegninger og forslag, efterhånden som den rullende detailprojektering skred frem. Det skete sideløbende med elementmontagen og sikrede pæne udfordringer af den faglige slags.
- Men den største var nok, at projektet har været fem gange større end noget andet, vi har prøvet, lyder det fra Kasper Kristiansen, der havde 25 mand på pladsen i Ørestad Syd i to år. Opgaven bestod i montage af elementer og udstøbning af dæk. Færdiggørelsen fandt først sted i løbet af 2010 med den sidste hånd på værket i eftersommeren.
Elementerne dannede basis for den efterfølgende montage af facadernes Reynobond aluminium, der er et fast hovedmotiv i husets facadeudtryk. Her er det HB Trapper & Stål A/S, der har været på fast arbejde i et par år, og det siger noget om opgavens omfang, at den også her kaldes den absolut største i virksomhedens historie, for HB Trapper & Stål er over 30 år! Altaner af stål med tilhørende redskabsskure og tilsluttende udhæng under penthouses er bare en lille del af den kolossale ordre. For den omfattede også alt i trappeværn af glas og stål, et uhørt stort program af indvendige trapper i både stål og aluminium, et pænt antal hovedtrapper – alle de steder, hvor de ikke er af beton, og tilmed også den store terrasse ved 8Tallets café. For sådan en har man skam også. Den er sat i verden for at servere café latte og en let frokost for potentielle boligkøbere og siden for dem, der nu er flyttet ind. HB Trapper & Stål løste opgaven i en totalleverance, inklusive glas, træ og beton – det sidste gjaldt det sidste punktum i ordren. Det er broen over ‘floden’, det anlagte vandløb, der adskiller nabobyggeriet Stævnen fra 8Tallet.
- En helt enorm og imponerende sag, som vi har været rigtig stolte af at have været med til at forløse, kommenterer HB Trapper & Stål.
På et enkelt punkt trådte en ny producent og leverandør ind på scenen i stålleverancen: Den arkitekttegnede belysning til de trappeværn, der skærmer ‘bjergstien’ rundt om byggeriet. Den effektfulde guirlande, integreret i aluhåndlisten, blev en enkelt af de mange opdrag, der blev Fagerhult betroet. Producenten udviklede dertil to supplerende belysningsvarianter til trapper og passager, og alle mødte de specifikke krav til funktionalitet og design. I håndlisten – der er omtrent en kilometer lang(!) – er løsningen baseret på energibesparende LED-teknologi. Trappebelysningen blev den mest ærlige og autentiske, men samtidig dekorativ: Et T5-lysrør på 28 W med en skærm af klar akryl, mens husets mange passager, der forbinder de enkelte afsnit, blev belyst med et nyudviklet IP44-armatur, også til 28 W eco-lyskilder, og som kan integreres i konstruktionerne i et kaotisk og alligevel stramt mønster.
- Der er opnået et næsten kunstnerisk udtryk, vurderer Fagerhult A/S.
Samtidig var der meget lidt plads til de installationstekniske detaljer for at indfri de minimalistiske løsningsbetingelser.