Grønløkkeparken
Thujavej 43
5250
Odense SV
Danmark
Grønløkkeparken er muret byggeri i sandfarvet tegl, på letbeton elementer, hvor bagsiden af murstenene vender ud for at understrege og markere det rå industrilook og få historien fra grunden med ind i det nye byggeri. Sorte teglmarkeringer i facaden understreger det rå udtryk. Samtidig giver vinduer og døre i sort aluminium, i de sorte teglmarkeringer, og det flade tag også et industripræget look.
- Tegl er jo et godt dansk materiale. Vi har bevidst valgt at vende bagsiden ud på stenene. Når man fabrikerer tegl, så løber det på et bånd og den side der vender ned er bagsiden. Den får et aftryk som får bagsiden til at fremstå mere rustik. Det passer godt ind med det gamle sukkerkogeri på den anden siden af vejen, som også er bygget i gule sten, og det får et industripræg, som passer til den gamle konservesfabrik, der lå her, siger Gert Johannesen og forklarer:
- Hver sten er stablet på stedet. Det her er ikke noget elementbyggeri. Vi har forsøgt at lave variation, så vinduerne ikke sidder lige over hinanden overalt. Vi har valgt at sætte sortfarvet tegl ind under vinduerne på nogle af facaderne. Det giver et spil og gør det lidt anderledes. Vi har lagt fladt tag på for at gennemføre den mere industriprægede stil, som vi også fører igennem med murstenene. Der er ingen krummelurer, gesimser, nedløbsrør eller noget som helst. Det er helt straight og industripræget, siger Gert Johannesen.
Gert Johannesen har store forventninger til de parklignende grønne områder mellem blokkene.
- Jeg forventer mig rigtig meget af de udendørs arealer og det kommer til at fungere som nogle store rum, som bliver brugt og skaber miljø. Jeg vil gerne have, at folk bruger det om sommeren og udnytter de muligheder, som området giver, siger han.
Alle stiarealer og terrasser er belagt med sten fra IBF Betonvarer i Ikast. De har leveret Holmegaardssten til stier og terrasser i forskellige mål, SF-sten til parkeringsområdet og fortovskantsten. De grå sten skærer sig gennem det parklignende område og giver nemme adgangsforhold til bygningerne. Nemme adgangsforhold har også været et væsentligt omdrejningspunkt i arkitekturen, således at både ældre, unge og børn nemt kan få adgang til lejlighederne. Derfor er der elevatorer i alle bygninger og maksimalt to centimers kant ved døre. Det giver nem adgang for kørestole og barnevogne.
- Vi har tænkt meget på, at det skal være nemt at komme ind for alle også hvis man har kørestol. Elevatoren er også en stor hjælp, hvis man er gangbesværet, og vi har tilpasset alle mål efter barnevogne og kørestole og også set på deres venderadius, så det bliver så nemt som muligt at komme rundt i bygningen, siger Gert Johannesen.