Munkebjerg Park
Munkebjergvænget
5230
Odense M
Danmark
De to s-formede boligblokke er opført på en smuk og begrønnet grund i Munkebjerg Park, Munkebjergvænget, og kommer til at indgå som del af det ambitiøse udviklingsområde for forskning, uddannelse og erhverv – en helt ny og attraktiv bydel i Odense. De 145 lejeboliger er fordelt på 13.500 kvm og varierer fra 60 til 166 kvm, med to, tre eller fire værelser, herunder lækre penthouselejligheder med tagterrasse.
Boligerne er optimeret med hensyn til tilgængelighed og henvender sig til varierende målgrupper, både singler, familier, seniorer og studerende.
De to bygningskroppe bugter sig fra syd til nord i forlængelse af hinanden og springer fra fire til otte etager. Den ene bygning trapper op og ned, fra seks til otte og dernæst fire etager, mens den anden skifter niveau fra fem til seks og dernæst tre etager.
– Bygningernes udtryk bliver dynamisk, da bygningerne slynger sig og fortander både i det vandrette og lodrette snit, forklarer arkitekt MAA Flemming frost, founding partner i Juul | Frost Arkitekter, og fortsætter:
– Facadernes forskydninger og knæk nedskalerer bygningernes volumen mod omgivelserne.
Fra ankomstsiden fremstår facaderne med robusthed og tyngde, men samtidig også med elegance, i slanke teglflader og med lodrette vinduer. Ud mod parksiden brydes teglfladerne af store altaner, og bygningernes knæk åbner naturligt op mod den nyanlagte grønne park, også tegnet af Juul | Frost Arkitekter. Her bor man såvel grønt som bynært, omgivet af skov.
Boligerne er rummelige med godt indeklima og optimeret lysindfald, og alle lejlighederne har én eller flere altaner eller enten tagterrasse eller terrasse med udgang til bydelsparken.
Det i alt 12,5 Ha store område udvikles af Barfoed Group, og det er Juul | Frost Arkitekter, som har slået stregerne til både lokalplanerne, første etape i 2008 med 188 lejligheder og aktuelt anden etape. Tredje etape er undervejs.
Den 7.800 kvm store bydelspark er del af anden etape og fungerer som rekreativt fællesområde og socialt bindeled i området. Fællesarealerne med opholds- og aktivitetsmuligheder fungerer samtidig som klimatilpasning og LAR-løsning, og parken er i stand til at håndtere de øgede regnmængder i et frodigt landskab med en sø og høj biodiversitet.
Anden etape omfatter desuden et flerbrugerkontorhus og en Lidl-dagligvarebutik, som begge er første skud på Munkebjerg Business Park. Det fem etager høje kontorhus med hvide højglansfacader er en flot arkitektonisk markør ved indgangen til området. Tredje etape vil omfatte senior- og studieboliger samt et bytorv og erhverv i stueetagen.
Lejlighederne er i høj kvalitet hele vejen igennem, med store altaner og tagterrasse, optimale dagslysforhold og optimeret bokvalitet.
Juul | Frost Arkitekter sætter stor pris på, at bygherren, Barfoed Group, selv efterfølgende udlejer alt, hvad de bygger.
– Det gør det interessant for os, da der kommer fokus på den arkitektoniske og byggetekniske kvalitet over tid, fremhæver Flemming Frost, og tilføjer, at dette projekt og de øvrige etaper er gode eksempler på Juul | Frost Arkitekters brede, tværfaglige kompetencer på tværs af bolig-, service- og erhvervsbyggeri samt landskabsarkitektur.