Scherfigs Have
Scherfigsvej 8
2100
København Ø
Danmark
De gode materialer og løsninger går igen i de 114 boliger. Lejlighederne er i størrelser fra 78 kvm og op til 178 kvm. De forskelligartede bygninger gør, at der er adskillige forskellige typer lejligheder. Fælles for lejlighederne er, at de er opbygget med et rummeligt fællesrum med køkken, ophold og spiseafdeling i åben forbindelse. Fra det centrale rum er der adgang til et eller to værelser, men de større lejligheder giver mulighed for at etablere endnu et værelse. Mange af lejlighederne har to altaner – de største helt op til 23 kvm. Brugsværdien af altanerne er væsentligt forøget, fordi de er delvist indeliggende og derfor også afskærmet opadtil. Arkitekterne har arbejdet med en brystning i siddehøjde foran vinduerne, som gør det lettere at udnytte og møblere rummene. Kun glaspartierne og døre ud til altanerne går helt til gulv. De fleste lejligheder har en generøs lofthøjde på ca. 273 cm mens enkelte penthouselejligheder har loft til kip og en lofthøjde på omkring det dobbelte.
Badeværelserne til de 114 boliger er leveret som færdige badekabiner af Badelement A/S. Kabinerne projekteres i nært samarbejde med arkitekt, bygherre og entreprenør i Badelements hovedkvarter i Horsens, men produceres på virksomhedens moderne fabrik i Polen. Da enkelte af lejlighederne har to badeværelser, har Badelement leveret i alt 124 badekabiner. Badeværelserne er leveret just in time på byggepladsen og monteret i løbende i byggeprocessen.
Badeværelserne har ligesom lejlighederne flere varianter i størrelser fra 5,7-7,5 kvm. Gulvene i de rummelige badeværelser er belagt med store, mørke fliser i formatet 30x60 cm. Gulve og vægge i brusenichen er også beklædt med store, aflange fliser.
Bordpladerne er hvide solid surface-plader med indbygget enkelt- eller dobbeltvask med blandingsbatteri fra F. Grohe og indbygget opbevaring nedenunder. Badeværelserne har væghængte toiletter fra Ifö med skjult cisterne, gulvvarme og opvarmet håndklædetørrer.
Den usædvanligt store parkeringskælder under de tre blokke har gjort det nødvendigt at installere brandskydeporte, som automatisk lukker i tilfælde af brand. De to brandskydeporte er tilsluttet ABA-anlægget og kan automatisk lukke parkeringskælderen af i tre sektioner. Skydedørene er leveret af Arkas A/S.
– Vi har også leveret 44 branddøre i stål til kældrene under både blokkene og villaerne. De fleste af dem er enkeltfløjede, men der er også et par tofløjede. Dørene går fra opgangen og indtil cykelrum, p-kældre og depotrum. Dørene ind til depotrummene er leveret med nøgle, men vi specialfremstiller løsningerne individuelt med eller uden låse eller med motorlåse til kortlæser eller nøglebrik efter kundens ønske, siger Jan Larsen fra Arkas.