Stempelhusene
Krydderivej
2610
Rødovre
Danmark
– Gennem hele processen har ELF været meget åbne over for de idéer vi er kommet med og har været fantastiske sparringspartnere. Det gælder også i forbindelse med etableringen af badeværelserne, fortsætter Line Ryming Funch fra Arkitema.
Og netop badeværelserne sender fine referencer til ét af de årtier, som Irma også har været en vigtig del af. Nemlig 80’erne. Således er nogle af dem etableret som såkaldte gennemgangsbadeværelser, der var meget udbredt i boliger i 1980’erne – og som nu altså gør et forsigtigt comeback i lejlighederne i Stempelhusene.
Alle elementerne i badeværelserne er leveret af Badelement A/S, og om dette fortæller Manfred Birwe, titel hos Badeelement:
– Vi har leveret løsninger til alle badeværelser i byggefelt 12 – i dag mest kendt som Stempelhusene i Irmabyen. Fælles for alle disse er, at de er præfabrikerede, men alle fremstillet i eksklusive materialer. Der er jo tale om en ret eksklusiv indretning af både de almindelige lejligheder og naturligvis også penthouselejlighederne, og badeværelserne er ingen undtagelse.
Der er to typer af badeværelser i byggeriet. Nogle af disse er indrettet med en praktisk skydedør i glas, som kan afskærme enten brusekabinen eller vaskesøjlen, hvilket er praktisk hvis man gerne vil gemme vasketøjet lidt af vejen. Den anden type badeværelse kan tilgås fra to sider. Nemlig fra både entréen og gennem soveværelsets walk-in closet.
Det er Arkitema, der har stået for de grundlæggende tanker i forhold til den indvendige del af Stempelhusene. Og her er intet overladt til tilfældighederne. Det samme gælder det ydre.
– Når man kigger ud over Irmabyen, så er der en fin mangfoldighed i typologier og arkitektur. Der er høje og lave bygninger, bygninger samlet i klynger og bygninger, der står stolt i eget selskab. Alle i forskellige tegl i alle farver og nuancer, forklarer Line fra Arkitema.
Hos Arkitema valgte man en ret lys gul teglsten til facaderne. Dels fordi der er tale om fire relativt store og kompakte bygninger, som ville synes lettere med lyse tegl – dels fordi den på den måde differentierer sig fra de omkringliggende bygninger, som primært er i rødlige og brunlige nuancer, og dermed skaber et særligt lyst og imødekommende omdrejningspunkt med pladsdannelsen mellem husene.
– Vi har tilmed forsøgt at udfordre mønstermurværket og har også fået lov til at arbejde kreativt med det. Hvor man typisk ser sådanne mønstre som striber eller indrykkede sten i facaderne – gerne koblet til vinduespartierne og mindre felter – så ønskede vi at hovedparten af mønsteret var centreret i stueplan, hvorfra det ligesom bliver ”trukket” op og omkranser vinduerne. På den måde fremstår det som et elegant og samlet hele uden at blive for voldsomt i udtrykket. Derudover har vi anvendt bagsiden af murstenene på to af husene, hvilket er med til at give både struktur og en særlig stoflighed på en ”nem” og gratis måde, siger Line.
For at bløde det samlede udtryk yderligere op, er der desuden anvendt nuancer som brun til blandt andet døre og vinduer. Et måske lidt utraditionelt valg, men ikke desto mindre et valg, der sender kærlige tanker til dengang Irma blot var en ung, blond pige, og Irma-Olsen sad bag roret.