SEB Danmark A/S
Bernstorffsgade 50
1577
København V
Danmark
Projektorganisationen blev etableret som en række storentrepriser, hver med sit ansvar for byggegrube og anlægsarbejde, råhus, facader, aptering og landskab. Tre tekniske fagentrepriser skabte VVS, ventilation og el samt netværk.
Koordineringen og ledelsen af byggeriet blev varetaget af Albæk Byggeledelse med et team på seks mand med hver sit kompetenceområde. Det blev deres ansvar at sikre opførelsen af det byggeri, som i de følgende tre år havde et budget tæt på en milliard kroner. SEB Pension valgte at give bemyndigelse til Albæk Byggeledelse med henblik på, at alle forpligtende beslutninger blev truffet centralt og med stor sikkerhed i hele byggeprocessen med det særligt formulerede mål, at der skulle lægges vægt på tid, pris og kvalitet!
Med for bordenden og ved siden af SEB Pension sad Emcon A/S, der er en af vore hjemlige specialister i bygherrerådgivning. Emcon skrev udbudsmateriale og udbød storentrepriserne på grundlag af et fuldt færdigt hovedprojekt. Den valgte udbudsform og det korte byggeforløb betød en turbulent og fleksibel byggeproces, der stillede store krav til håndtering af mange interne bygherrebeslutninger. Emcon valgte derfor en løsning med en smal kontaktflade til SEB Ejendommes egen organisation herunder også lejeren, SEB Danmark. På den måde kunne der løbende træffes relevante beslutninger om f.eks. indholdet i den tekniske beskrivelse af lejemålet, indretning af kontorarealer og fællesfaciliteter, møbleringsplaner og særlige installationer.
Som tiden gik begyndte byggepladsen at forklare sig for storbyens befolkning. De besynderlige glidestøbninger indgik som elementer i de bygninger, hvis former nu blev det nye samtaleemne. Det blev to førende aktører, der fik til opgave at lukke de mærkværdige linjer: Svenske Fönsterspecialisten i Lönsboda for så vidt angik glas og ruder. Taasinge Træ A/S med henblik på den sidste lukning af facaderne, der hvor etagerne møder hinanden.
Her er det Taasinge Træs L-formede kassetter, der er anvendt, med både en lodret og en vandret overflade. Den er nødvendig for at skabe facadens recesser og dermed de spor, der markeres mellem etagerne. Kassetterne har en højde på 90 cm og sættes sammen i længder fra tre til seks meter. Elementerne monteres ud for de in situ-støbte betondæk og er formet nøjagtig sådan, at de følger facadens organiske form. I alt leverede Taasinge Træ kassetter til knap tre kilometer, hvor af de 700 meter er krumme. Taasinge Træ stod for udviklingsarbejdet i en tæt dialog med Pihl & Søn A/S som hovedentreprenør og arkitekterne hos Lundgaard & Tranberg. Efter montagen på pladsen blev kassetterne beklædt med kobber.
Tilsvarende er den afsluttende kobberbelægning et hovedelement i leverancen fra Fönsterspecialisten, der fik opgaven, ikke mindst fordi virksomheden er vel bevandret i denne type opgaver og leverede særlige løsninger til andre Lundgaard & Tranberg-projekter, eksempelvis boliger i Havnestaden i København. Fönsterspecialisten forener godt håndværk med den industrielle produktions dyder og lykkes her med glasfacader, der graciøst gennemkløver rummet efter konkave og konvekse linjer. Ruderne – udført med de bedste energidata – er produceret af grønt jernholdigt glas – ingen solafskærmning, tak! Der er indvendige solgardiner fra Fischer til manuelt fortræk. That’s it! Fönsterspecialistens etagehøje glaspartier er indrammet af kobber ude, og afsluttet af hvidmalede karme inde. Håndværket er til at få øje på!