Maabjerg BioEnergy
Nupark 51
7500
Holstebro
Danmark
Administrationsdelen rummer også bad og omklædning til personalet og et kombineret showroom og auditorium med fleksibel podieopbygning. Gulve og nogle nedre lodrette flader er beklædt med kork for at understrege virksomhedens forbindelse til miljø og natur. Det hårde glas, der bruges som rumdeler foroven, signalerer professionalitet og industri, men også åbenhed.
Konstruktionerne – dimensioneret af Midtconsult A/S – baserer sig på stål i begge ender og beton i midten af hovedbygningen. Til ellipsebygningen har Peikko leveret knap 150 meter Deltabjælker med påsvejste krumme forskallingsprofiler. CSK Stålindustri A/S i Thisted har haft stålleverancen, som foruden det nævnte omfatter de bærende dele til ellipsen samt en bagvedliggende teknikbygning foruden diverse trapper i bygningerne.
- Udfordringen lå blandt andet i at dimensionere et indre tag på ellipsebygningen, som hælder modsat i forhold til det synlige, ydre tag. Desuden skulle stålet brandmales og overfladebehandles i varierende korrosionsklasser alt efter placering og højde, siger projektleder Svend Thoftdahl, CSK Stålindustri.
Facade- og tagbeklædningen er Kalzip, eloxerede aluplader, som er leveret og monteret af AE Stålmontage a/s i Støvring. Arkitekterne har valgt en bronzegylden, mat kulør, som skifter udtryk alt efter tidspunkt på dagen, vejrlig og årstid. Kalzip elementerne på de lodrette og skrå facader ankom til pladsen i profilerede, præfabrikerede elementer af op til 30 meters længde. Til taget blev der anvendt banevarer i hele coils, som blev profileret og monteret på stedet i længder op til 100 m.
– Pladerne skal kunne optage bevægelser på +/- 1 mm pr. m. En tagbane på 100 m vil altså alt efter temperatur kunne ændre længde op til 10 cm. Det kan lade sig gøre, fordi banerne ikke er skruet til underlaget, men klikket på plads i clips, som tillader bevægelser i længden. Vi har blot skullet sørge for, at tagpladerne kan dække hele fladen ved kolde temperaturer, idet der ikke er tagrende langs den nedre afslutning på taget, siger projektleder Kasper B. Jørgensen, AE Stålmontage a/s.