Ecco Conference Centre
Ecco Alléen 4
6270
Tønder
Danmark
Værelserne er trapez-formede og åbner sig ud mod landskabet og de store vidder. Der er en behagelig kontrast mellem lys og skygge. Lyset brydes af udvendige trælameller og blødes endnu mere op af materialerne inden døre i skikkelse af varmgrå betonflader, linoleumsbeklædte sengegavle, stavparketgulve, lysarmaturer monteret på læderbeklædte plader, syet af Eccos egne folk, og tekstiler i en varm farveskala.
Bygningens centrum, eller hjerte om man vil, rummer et stort multirum, der strækker sig op gennem to etager. Rummet, der har udkig til et udendørs atrium med et gigant stort kunstværk af den danske kunstner Kim Michael (thezinker) og indkig til en række showrooms og mindre mødelokaler, kan anvendes til mange formål lige fra modeshows, foredrag, undervisning, kulturelle begivenheder og middage. For at optimere anvendelsesmulighederne er der gjort meget ud af at sikre en god og behagelig akustik. Materialer som gummigulve og akustikvægge i perforeret træ fra norske Moelven, beton, sprøjtepudsede akustiklofter, samt et akustiksejl gør rummet brugbart til både små og store forsamlinger. Multirummet er ligeledes udstyret med integreret AV-udstyr og mørklægning.
Overgangen mellem det offentlige areal i skikkelse af multirum, kontorer, showroom og bestyrelsens mødelokale til det private, i form af konferenceværelser, markeres smukt af en ‘hængende have’ med væghængte grønne planter, der både er med til at understrege væsentligheden af de naturlige elementer og materialer og bidrage positivt til såvel indeklima som akustik.
Mødet mellem cirkelslaget og det centrale firkantede multirum levner helt naturligt plads til en række semiprivate områder, hvor man kan søge hen i mindre grupper for at slappe af og hygge sig i omgivelser med læderbeklædte vægge, bioildsteder, planter og behagelige uformelle lædermøbler, betrukket med Yaklæder af den slags, som Ecco anvender i sin skoproduktion.
Uanset hvor man vender sig hen frydes øjet af naturmaterialer i bløde nuancer – materialer, der er valgt, fordi de tager sig godt ud her og nu, men også bevarer deres skønhed på den lange bane. Både ude og inde er der lagt vægt på, at materialerne patinerer smukt.
- Det er i det hele taget kendetegnende for projektet, at der er tænkt langsigtet, forklarer en af byggeriets primære tovholdere, ingeniør John Andresen fra Ingeniør’ne, der både har været bygherrerådgiver, ingeniører, entrepriseansvarlige og byggeledere på projektet.