TV 2
Rugårdsvej 25
5000
Odense C
Danmark
Udover de smukke materialer, der præger både kontorlokalerne og gangene i form af blandt andet klassiske Ölandsfliser og lyse trægulve, er teknikken et gennemgående element i de nye omgivelser. Midt i bygningen ligger 4 continuity-rum, hvor der med tiden bliver installeret store fladskærme – et rum, som traditionelt er et meget varmt sted at opholde sig. Det problem har man løst ved at opføre et stort emfang, som skal fjerne den varme luft og gøre temperaturen mere komfortabel.
Under tilbygningen er der etableret fuld kælder – og her er teknikken et kapitel for sig. For her befinder man sig i en jungle af kabler, køleanlæg, tekniske installationer og ventilationsrør.
Lars Erik Nielsen fra MT Højgaard fortæller, at man 3D-projekterede bygningen på grund af de mange komplicerede forløb. En grundig gennemgang med diverse sjakbajser, formænd og håndværkere inden startskuddet lød, har angiveligt sparet alle for en del grå hår undervejs, mener han.
Hele byggeriet er opbygget som et tungt hus, hvilket har stillet store krav til sammenbinding af elementerne og til MT Højgaards egenproduktion af murer-, beton- og elementmontage. I alt er der anvendt ca. 3.500 kvm dækelementer og 2.400 kvm vægelementer i bygningen.
I de tilfælde, hvor man har ønsket at reducere højden på etageadskillelsen, har man benyttet Peikko Danmarks Deltabjælker til bæring af dækelementerne i byggeriet. Deltabjælken har en lavere bjælkeprofil end en traditionel betonbjælke, hvilket bevirker, at der frigives plads til diverse installationer. Desuden har Deltabjælken den fordel, at de store kropshuller (Ø150 mm) sammen med de skråtstillede kropsflanger forenkler placeringen af fugearmering på tværs og på langs af bjælken. Det sparer tid og penge for entreprenøren. Peikko har leveret 30 meter Deltabjælker til byggeriet.