Ørestad Skole
Ørestad Boulevard/Arne Jacobsens Allé
2300
København S
Danmark
I interiørets indretning deltager de fleste komponenter i en målsætning om at skabe diversitet og inciterende afveksling; få gør det modsatte for at samle og tematisere med en understrøm af farve, overflade eller struktur. Til dem hører Armstrong DLW’s linoleum Lino Art Star LPX i farven ’olive brown’, anvendt i klasserum, i korridorer og på trapper. Lino Art er en ny kollektion med inspiration fra metaller og rustne overflader. Formålet er at bidrage til image og personlighed med en raffineret fremtoning, hedder det i Armstrong DLW’s beskrivelse. Lino Art indeholder 18 farver i fem designlinjer med enten kontrastmønster i nister eller med ægte metalspåner.
I alt lagde Tæppeland Erhverv 9000 kvm af denne linoleum i en specialversion med akustisk trinlydsdæmpning (17 dB). Lino Art er suppleret af få alternative belægninger, fx med den skridsikre vinylbelægning med kvartskorn, Altro ContraX.
Altro Danmark beskriver gulvet som et produkt, der bevarer både skridsikkerhed og farve og samtidig giver noget for pengene. Gulvet er vandtæt og fugefrit. Med Altro Easyclean Technology forbedres rengøringsvenligheden, men endnu vigtigere indeholder ContraX en bakteriostat, der aktivt bekæmper bakterievækst. De elastiske overflader giver et behageligt underlag og medvirker til at sænke det støjniveau, der netop i en skole kan være betydeligt. Altro ContraX er i øvrigt specielt udviklet til arealer med intensiv trafik som skolernes gangearealer og klasseværelser samt til andre institutioner som hospitaler og plejecentre. Belægningen ses også i butikker og i supermarkeder, oplyser Altro Danmark.