BaseCamp København Lyngby
Skovbrynet 2-24
Kongens Lyngby
Danmark
Det var et krav fra arkitekten, at sealeren til betonoverfladerne skulle fremstå så usynligt som muligt, så produktet blev fortyndet lidt med vand inden påføring. Ifølge Dennis Breuner udviklede man en fremgangsmåde, hvor betonoverfladerne først blev renset med en svamp på girafsliberen. Derefter blev sealeren rullet på. Senere fandt man dog ud af det var mere hensigtsmæssigt at påføre med en slags gulvsvaber for derefter at tørre den overskydende sealer væk.
Den kompromisløse og minimalistiske materialeholdning, der gennemsyrer BaseCamp Lyngby går igen i valget af gulvbelægning til ”slangen”. Både boliger, gangarealer og fællesrum er belagt med LVT-gulve fra AB Gustaf Kähr. LVT står for Luxury Vinyl Tiles, og gulvbelægningen skal ikke forveksles med tidligere vinylgulve, der kunne have et lidt plastikagtigt præg. Hvor vinylgulvene typisk leveres som banevare eller løse fliser til fuldklæbning på et undergulv, kommer moderne LVT-gulve som planker eller fliser, der udlægges direkte. Gulvene kan enten leveres som klikgulve eller som ”dryback-gulve” til fuldklæbning, hvor plankerne klæbes sammen langs kanterne.
– Vi monterer mange LVT-gulve i boliger, butikker, restauranter, og i plejeboliger mv., hvor belastningen er stor, og hygiejne er i fokus. Da det er et meget slidstærkt og rengøringsvenligt produkt, er driftsomkostningerne også minimale til vedligeholdelse. Det er nemt at reparere eventuelle skader, da man kan tage individuelle planker op og erstatte dem, fortæller Jens Ulrik Kristiansen, direktør for XPRT Gulvløsninger ApS., der har stået for denne gulventreprise på BaseCamp.
Kährs har leveret ca. 22.000 kvm dryback LVT gulve i farven Schwarzwald til BaseCamp Lyngby. Plankerne har formatet 228,6 x 1219 x 2,5 mm, og de limes sammen i overlæggene.
– De sidste fem år er LVT-gulvene stormet frem og har taget markedsandele fra bl.a. trægulve. Vi er jo netop kendt for vores trægulve gennem mange år, men selv om vi er en ret ny spiller på markedet for LVT gulve, så har vi fokus på innovation og udvikling, hvilket betyder, at vi har et af markedets bredeste og stærkeste sortimenter af LVT-gulve til både store og små opgaver. Ordren til et kæmpe prestigebyggeri som BaseCamp ser vi både som en blåstempling af LVT gulve som sådan og af os som en seriøs samarbejdspartner, der kan levere uanset, hvor stort projektet er, siger Steffen Carstens, der er area sales manager DK for AB Gustaf Kähr.
LVT-gulvene på BaseCamp Lyngby er limet på en lyddug, der igen er limet direkte på betongulvet.
– Det har været en spændende, men også til tider krævende opgave. Vi har brugt ca. halvandet år fra valg af produkter til udførelsens slutning, og vi har haft mere end 40 montører på byggepladsen samtidig, så der er tale om en af Danmarks største gulventrepriser. Gulvene på gange og i boligerne er ikke retvinklede, så plankerne skulle tilpasses hvert rum og område individuelt. Vi har desuden monteret over 20.000 meter fodlister i sort kunststof, der matcher gulvbelægningen, siger Jens Ulrik Kristiansen.