Hvis kommunerne fortsætter med det nuværende vedligeholdelsesniveau, vil bygningsmassen tabe 98 milliarder kroner i værdi frem til 2030, viser en Rambøll-analyse af den kommunale bygningsdrift, foretaget af Rambøll for Dansk Byggeri. På baggrund af analysen mener Dansk Byggeri, at det er nødvendigt at se fordomsfrit på, om kommunerne er de rette bygningsejere.
Administrerende Direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen, peger i den forbindelse på, at de danske pensionskasser bør have mulighed for at komme på banen.
- Danske pensionskasser skyder i dag trecifrede milliardbeløb i udenlandsk infrastruktur og byggeri. Derfor vil det være oplagt, hvis de får mulighed for at investere pengene herhjemme og skabe arbejdspladserne her i stedet for i udlandet – til gavn for vækst og velstand, siger Lars Storr-Hansen.
Pensionskasserne vil gerne træde til. En af Danmarks største pensionskasser, PensionDanmark, har gennem en årrække investeret over tre milliarder kroner i udenlansk sundhed, uddannelse og transport. Og pensionskassen står klar til at gå ind som investor i danske kommunale bygninger.
- Vi har en samlet formue på godt 100 milliarder kroner, og den vokser med 10-15 milliarder årligt. Vi vil gerne investere op til 10 procent af vores formue i infrastruktur af forskellige typer, så det er et betydeligt investeringspotentiale, siger adm. direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen til Dansk Byggeri Barometer.