Det samlede påbegyndte etageareal faldt med 7 procent fra andet til tredje kvartal, mens det påbegyndte antal boliger var uændret, når der korrigeres for normale sæsonudsving, viser seneste opgørelse fra Danmarks Statistik.
Efter at være faldet til ca. en tredjedel af niveauet i 2006 har såvel det påbegyndte etageareal som det påbegyndte antal boliger omkring årsskiftet 2009-2010 fundet et mere stabilt niveau. Dog er det påbegyndte antal boliger svagt stigende. Det midlertidige udsving i det påbegyndte antal boliger i fjerde kvartal 2010 skal ses i sammenhæng med indførelsen af moms på salg af byggegrunde og nye bygninger pr. 1. januar 2011.
Sammenlignet med det først offentliggjorte tal for tredje kvartal 2010 er det påbegyndte antal boliger steget med 17 procent. Som i sidste kvartal skyldes det primært en markant stigning i påbegyndelsen af boliger i etagebyggeri på 27 procent, hovedsageligt båret af de almene boligselskaber.
Påbegyndelsen af enfamiliehuse (stort set udelukkende parcelhuse) er nærmest uændret, og den positive udvikling er tilsyneladende stoppet. Påbegyndelsen af boliger i øvrige bygninger er steget med 76 procent, men denne kategori svinger meget, da den er meget afhængig af store enkelte byggeprojekter (kollegieboliger i dette tilfælde).
Det samlede påbegyndte etageareal er faldet med 18 procent i forhold til det først offentliggjorte tal for tredje kvartal 2010. Tilbagegangen skyldes primært et fald på 23 procent i påbegyndelsen af erhvervsbygninger, især inden for de dominerende typer af erhvervsbyggeri, nemlig landbrugsbygninger, fabrikker og værksteder samt administrationsbygninger.
Målt på samlet etageareal viser påbegyndelsen af beboelsesbygninger kun et fald på 6 procent. Det hænger sammen med, at der er bygget færre enfamiliehuse, men flere etageboliger, der traditionelt indeholder færre kvadratmeter.