Stigende priser på træ og øget fokus på bæredygtighed har forstærket efterspørgslen på PROTECTO sikkerhedshegn fra DM Supply.
Der er ekstra rift om PROTECTO sikkerhedshegn fra DM Supply i disse måneder. Markedspræmisserne har forandret sig, og det kommer den landsdækkende leverandør til gode.
- Traditionelt er der i Danmark i mange år anvendt træ-reglar som værn mod faldulykker, når man bygger i højden på danske byggepladser. Her er vi et stykke efter udviklingen i Sverige, hvor branchen har anvendt sikkerhedshegn i stål i mange år, siger Christian Wedsted, salgschef i DM Supply.
Han kan dog glæde sig over, at der hen over sommeren er kommet et meget større fokus på miljø og bæredygtige løsninger i byggeriet - også i forhold til sikkerheden på byggepladserne.
- Det er stor forskel på det udtryk, man sender til omverdenen, om et rækværk er bygget i træ-reglar eller er et tætmasket sikkerhedshegn i stål. Løsningen i træ har en tendens til hurtigt at se sjusket og upræcist ud. Et stålhegn sender derimod et fantastisk godt signal og viser tydeligt, at der er gjort noget for at gøre byggeriet sikkert, pointerer han.
Prisstigninger på træ
Om man er til træ eller stål, handler dog ikke kun om æstetik. Det er i lige så høj grad en holdning til økonomi og miljø. Traditionelt har prisen på en løsning i træ ligget lavere end alternativet i stål, men prisforskellen er blevet reduceret kraftigt gennem flere måneder.
- I løbet af sommeren har vi set prisen på træ stige voldsomt, og når træ-reglarne oftest ender som byggeaffald efter et enkelt projekt, er det pludselig en kostbar løsning. Selv hvis man gør en indsats for at genanvende træet, bliver reglarne slidte og sikkerheden forringes, påpeger Christian Wedsted.
Begge løsninger er godkendte af Arbejdstilsynet til rækværk, da de efterlever EN/DS standard 13374 om midlertidige rækværk eller mindst har et tilsvarende sikkerhedsniveau.
Det er derfor andre parametre, der afgør valget, og her er der allerede sket et skred væk fra træløsningen, konstaterer bygningskonstruktør Carsten Ipsen, ejer af konsulentvirksomheden Cikon ApS, der arbejder med planlægning og gennemførelse af byggeprojekter. Han har arbejdet med elementmontage siden 1998, og har gennem en lang årrække fulgt udviklingen på de danske byggepladser på nærmeste hold.
- Sikkerhedshegn i stål er ikke en nyudviklet løsning, men det er tydeligt, at den anvendes i stigende grad på danske byggepladser. Min erfaring er, at der er en cirka 50/50 fordeling mellem træ og hegn lige nu, men med en klar tendens til mere stålhegn, siger han.
Som konsulent til byggebranchen har han selv regnet på økonomien i de to løsninger.
- Man skal op på ca. 7-8 måneder, før prisen på træet har tjent sig hjem i forhold til leje, hvis man anvender reglar i stedet for hegn. Det er beregnet ud fra en stolpeafstand på 2,4 meter. Bruger man brædder i størrelsen 30x120, skal man ned på to meter mellem stolperne, og så ædes besparelsen på træet op af lejen af flere stolper, beslag og fodlisteholdere, forklarer han.
Han anbefaler derfor sine kunder, at de vælger en sikkerhedsløsning i stål, og udover prisudviklingen spiller miljøhensynet også en vigtig rolle, hvor stålhegnet kan genbruges gennem mange år uden at generere affald.
- Mange i byggebranchen har længe holdt fast i brugen af træ som rækværksløsning. Et af problemerne med træ er, at det slet ikke eller kun sjældent finder anvendelse på det næste byggeprojekt. Traditionelt har træ ikke været så dyrt, så det har ikke kunne betale sig at sætte en mand til at samle det sammen og betale en vognmand for at køre det videre. Derfor bliver træet oftest kun anvendt én gang og så smidt væk, hvilket selvfølgelig ikke er godt for miljøet, understreger han.