Når regeringen i morgen tirsdag præsenterer sin nye vækstpakke, er det med en genoplivning af boligjob-ordningen, som regeringen ellers selv afskaffede ved årsskiftet.
Det bliver en ordning, der er stort set identisk med den tidligere VK-regerings, vender tilbage i resten af 2013 og i 2014, erfarer DR Nyheder og andre medier. Borgerne vil altså som tidligere kunne få et skattefradrag til blandt andet forbedringer af boligen og hjemmeservice. Skattefradragene er på 15.000 pr. voksen i en husstand.
Regeringen mente så sent som i januar, at boligjob-ordningen ikke var den bedste måde at bruge penge på at sikre konkurrenceevnen. Men i morgen vil den forklare, at konjukturerne er værre, end den hidtil har regnet med, og at der derfor er behov for de job, boligjob-ordningens fradrag kan give.
I det hele taget har regeringen skiftet holdning flere gange. I sit oprindelige finanslovsforslag for 2013, som den fremlagde i september sidste år, opererede den med at boligjob-ordningen skulle afløses af et tilskud til energirenoveringer på 500 mio. kr. i 2013 og 500 mio. kr. i 2014.
Men det var røget ud, da den endelige finanslovsaftale med Enhedslisten faldt på plads i november. Nu er det så boligjob-ordningen, der vender tilbage.
- Det er uhyre vigtigt, at håndværkerfradraget gælder så hurtigt som muligt, så vi ikke stopper al aktivitet i byggeriet. Vi har erfaringer med, at en branche kan gå helt i stå, når politikere diskuterer ændringer på forbrugerområdet. Forbrugere lammes af usikkerheden. Det må ikke ske nu, og derfor bør håndværkerfradraget gælde fra 1. marts, når det vedtages, siger afdelingschef i Håndværksrådet, Frank Korsholm, i en kommentar.