Bolværket
Teglholmsgade 50-80
2450
København SV
Danmark
Blandt de mange byområder i København, som udvikles til boliger og erhverv i takt med at industrien trækker sig væk er Teglholmen, der ligger i en lidt afsides del af Sydhavnen mellem Sluseholmen og Enghave Brygge.
Som navnet antyder, er Teglholmen nært knyttet til det teglværk, der blev anlagt i 1871 på grund af områdets egnede lerforekomst, og som i mange år forsynede blandt andet Vesterbro med tegl. Op gennem 1970’erne begyndte industrien at forlade stedet, og sidste i ‘90’erne etablerede store virksomheder som Nokia sig med kontorbyggerier på Teglholmen.
Fuldt udbygget vil det 165.000 kvm store areal rumme domiciler, institutioner og ca. 5.000 boliger. I den østlige del af Teglholmen har Arkitema sammen med Soeters van Eldonk Ponec Architecten, By og Havn og Københavns Kommune udarbejdet planen for en ny kanalby med karrébebyggelser i stil med det sydligere område Sluseholmen.
Bolværket er den ene af de markante, nye boligbebyggelser. Beliggende med vand på tre sider rummer Bolværket mere end 200 lejligheder, og strækker sig op i 6-7 etagers højde.
- Hvor de øvrige karréer i området mere ligner Sluseholmen, havde kommunen et stort ønske om to store pakhusinspirerede bygninger på de to østlige byggefelter, der kunne fungere som en slags forankring for hele bydelen – nogle store volumener, der kunne hamle op med den store skala, der er i området, forklarer sagsarkitekt Mads Birk-Ellegren fra Arkitema, der også har tegnet det nærliggende parkeringshus.
- Mod syd vender Bolværket ud mod den nye bydelspark, mens stueetagen er udlagt til fællesrum for bebyggelsen og mindre butikslejemål, der kan indeholde for eksempel cafeer og pizzeriaer eller små butikker. Selve lejlighederne er i gennemsnit omkring 95 kvm, og meget fleksibelt opbygget omkring et centralt opholdsrum med åbent køkken og udgang til altan. Der er desuden to værelser og mulighed for at etablere et ekstra værelse, fortæller Mads Birk-Ellegren.
Givet stedets historik er røde tegl det naturlige valg til facaderne på den store, rektangulære bygning, men der er arbejdet så fint med modulering og detaljering, at resultatet er blevet meget nuanceret og levende på trods af de store flader.
- Det er altid vores ambition at arbejde med så gode materialer som muligt, uanset byggeriets niveau. Her har vi fundet frem til et helt enkelt, grid-baseret søjle/dæk byggesystem som fremtræder helt ærligt i bygningen, og så har vi leget lidt med stenene, hvor vi har brugt tegl fra Petersen Tegl, fortæller partner i Arkitema Niels Christoffersen.
- Set på afstand fremtræder huset som en stor teglblok, men når man kommer tættere på, kan man se, at vi har trukket nogle af teglfelterne tilbage for at accentuere den enkelte bolig. Både i de indvendige og de udvendige facader har vi taget udgangspunkt i de klassiske danske murermestertraditioner, hvor man bruger murværket til at skabe en enkel ornamentik, siger Nils Christoffersen.
- Hvis man ser nærmere efter, så er der faktisk tale om den samme blødstrøgne, røde sten fra Petersen Tegl på alle partier, men da der er brugt en lys fuge på det meste af murværket og en mørk på de felter, der er trukket lidt tilbage, fremstår de helt anderledes, fortæller projektleder Anders Pedersen fra V8 Construction A/S.